Tysk rigsadvokat: Man kan forvente flere store angreb
Talsmænd for tyske myndigheder, herunder chefen for Berlins politi, Klaus Kandt, og den tyske rigsadvokat, Peter Frank, holder pressemøde om det angreb, der mandag aften ramte et julemarked i Berlin. Gerningsmanden er formentlig stadigvæk på fri fod, lyder det. Foto: AP/Markus Schreiber
AP/Markus Schreiber
Berlins politi siger, at en farlig gerningsmand måske er på fri fod, og at folk skal være på vagt.
Det vil være naturligt at forvente flere større angreb, efter anslaget der var rettet mod et julemarked i Berlin mandag aften.
Sådan lyder meldingen fra de tyske myndigheder på et pressemøde tirsdag.
Bekymringen er ekstra stor, da man formentlig ikke, som tidligere formodet, har pågrebet den person, som kørte en lastbil ind i julemarkedet og dræbte 12 personer.
- Vi må gå ud fra, at vi ikke har fat i den rigtige person. Men det er ikke helt sikkert. Vi mangler nogle resultater, siger den tyske rigsadvokat, Peter Frank.
Talsmænd for Berlins politi tilføjer, at det er muligt, at der stadig er en farlig gerningsmand på fri fod, og at folk skal være på vagt.
- Situationen er den, at vi muligvis stadig har en farlig kriminel i området, og det skaber selvfølgelig bekymring i offentligheden, siger chefen for Berlins politi, Klaus Kandt, og tilføjer:
- Selvfølgelig har vi skærpet sikkerhedsforanstaltningerne. Skærpet årvågenhed er også nødvendigt i denne situation.
Politiet siger videre, at myndighederne endnu ikke ved, hvorvidt den mand, som tørnede en lastbil ind i en menneskemængde på et julemarked, havde fået instrukser af andre.
De tyske myndigheder siger, at de også havde overvejet større sikkerhed i Berlin før angrebet.
- Vi har overvejet sikkerhedssituation. Spørgsmålet er, hvor meget man skal sætte ind. Julemarkederne kan jo ikke indhegnes. Vi har mange julemarkeder i Berlin, og vi har en del bløde mål, siger Frank.
Politiet er allerede i gang med at stille betonklodser op nogle steder.
- Men det udelukker ikke al risiko. Der vil altid være en risiko, siger Peter Frank.
Rigsadvokaten siger, at han er berørt af angrebet, og personligt ville han ikke besøge et marked i aften.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned