Det tyske skattevæsen har muligvis fået fat i en guldgrube. Det viser sig, at skandalen med skatteydere, der har stukket penge til side i Schweiz for at skjule dem for skattefar, er langt større end hidtil antaget.
Regeringen i Berlin har tidligere på ugen besluttet at betale en anonym kilde 2,5 millioner euro, godt 18,5 millioner kroner, for oplysninger om 1500 personer, som har skjult penge for skattemyndighederne i schweiziske banker.
Vurderingen har været, at pengene har en skatteværdi på omkring 100 millioner euro, knapt 750 millioner kroner.
Nu skriver avisen Süddeutsche Zeitung, at der er tale om "betydeligt flere penge".
- Der er tale om en af de største skatteunddragelsessager for tyskere, citerer avisen velunderrettede kilder for at sige.
Avisen fortæller også, at banken Credit Suisse er involveret, men en talsmand for banken siger, at der ikke er beviser for, at nogle af bankens data er stjålet.
Sagen har i øvrigt udløst en større debat i Tyskland om det rigtige eller forkerte i at betale for at få sådanne data, ligesom det har ført til et noget mere anstrengt forhold til nabolandet Schweiz.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker