Europas største økonomi havde i 2011 et underskud på de offentlige finanser på 1,0 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Det er en betydeligt fremgang fra året før, hvor underskuddet var på 4,3 procent.
Lande i eurozonen må ikke have et underskud på over 3 procent, og dermed overholder Tyskland denne gang kravet. Sidst det skete var i 2008, hvor det tyske underskud landede på 0,1 procent af BNP.
I beløb svarer underskuddet i 2011 til 141 milliarder kroner ud af et samlet BNP på 14.370 milliarder kroner. Tallene kommer fra landets officielle statistikkontor.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, har krævet opstramninger af budgetdisciplinen i eurolandene.
Det har mundet ud i en finanspagt, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ventes at underskrive i begyndelsen af marts.
Med pagten må landenes strukturelle underskud højst være 0,5 procent af BNP. Der kan dog i særlige tilfælde accepteres underskud på op til en procent.
De nye budgetregler skal skrives ind i de nationale forfatninger eller tilsvarende bindende lovgivning. Den danske regering vil opfylde kravet med en særlig budgetlov.
Hvis ikke landene lovfæster budgetkravene, kan de blive stillet for EU-domstolen og idømmes bøder på op til 0,1 procent af BNP.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker