Tyske AfD sikrer sig partiets første borgmesterpost
Hannes Loth (i midten) taler med journalister, efter at valgresultater søndag viser, at han er valgt som ny borgmester i den lille by Raguhn-Jessnitz i delstaten Sachsen-Anhalt. Foto: Sebastian Willnow/Ritzau Scanpix
For anden gang på en uge har det indvandringskritiske tyske Alternative für Deutschland vundet en vigtig sejr.
Det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD) har sikret sig partiets første borgmesterpost i Tyskland ved et valg søndag.
42-årige Hannes Loth er ny borgmester i den lille by Raguhn-Jessnitz i delstaten Sachsen-Anhalt efter at have vundet borgmestervalget i byen.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa og radiostationen MDR.
Begge skriver, at det er den første fuldtidspost som borgmester, AfD har fået ved søndagens valg.
AfD-medlemmer har tidligere haft borgmesterposter på deltid eller på frivillig basis.
Og nok er det første gang, at AfD vinder et borgmestervalg. Men partiet har tidligere haft en borgmesterpost frem til 2020, efter at den siddende borgmester i byen Burladingen i den sydlige delstat Baden-Württemberg skiftede til AfD.
I Raguhn-Jessnitz søndag vandt Hannes Loth den anden og afgørende runde af borgmestervalget med lidt over 51 procent af stemmerne mod den uafhængige kandidat Nils Naumann, der fik knap 49 procent.
I et opslag på sociale medier takker Loth sine vælgere for det "vidunderlige resultat".
- Jeg vil være borgmester for alle i Raguhn-Jessnitz, skriver han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Omkring 7800 af indbyggerne i Raguhn-Jessnitz kunne stemme ved søndagens valg. Valgdeltagelsen lå på 61,51 procent.
Det er anden gang på en uge, at det indvandringskritiske AfD kan notere sig en betydelig valgsejr.
For kun en uge siden blev en anden AfD-kandidat, Robert Sesselmann, valgt som partiets første amtsformand. Det skete i Sonneberg i delstaten Thüringen, der ligger syd for Sachsen-Anhalt.
Begge delstater er blandt de seks tyske delstater, der engang udgjorde det østtyske DDR.
Men også på landsplan har AfD fremgang og står for tiden stærkt i de tyske meningsmålinger. De giver partiet en vælgeropbakning omkring 20 procent.
Dermed ligger AfD nogenlunde lige med forbundskansler Olaf Scholz' socialdemokratiske SPD, men bag den konservative blok, CDU/CSU.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde