Tyske anklagere vil udlevere Puigdemont til Spanien
Et catalansk flag er hængt op på hegnet uden for fængslet i den nordtyske by Neumünster, hvor Carles Puigdemont sidder varetægtsfængslet. Foto: Scanpix/Daniel Reinhardt
Scanpix/Daniel Reinhardt
Domstol skal tage stilling til, om Tyskland kan efterkomme Spaniens krav om at få udleveret catalansk leder.
Tyske anklagere har tirsdag besluttet at indgive en ansøgning til en tysk domstol om udlevering af den catalanske ekspræsident Carles Puigdemont til Spanien.
Anklagere i Slesvig-Holsten siger, at de har indgivet anmodningen efter "intensiv granskning" af den europæiske arrestordre, Spanien har udsendt. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Puigdemont har siddet varetægtsfængslet i det nordlige Tyskland, siden tysk politi anholdt ham tæt ved den dansk-tyske grænse søndag den 25. marts.
Myndighederne i Spanien har efterlyst Puigdemont i hele Europa. Han er i Spanien mistænkt for "oprør" og "tilskyndelse til oprør". Hvis han kendes skyldig, kan han risikere at få op til 25 års fængsel.
De tyske anklagere siger i en meddelelse, at sigtelserne mod Puigdemont også omfatter at have gennemført en folkeafstemning, der gik imod forfatningen.
Det gjorde den daværende catalanske leder på trods af, at det kunne forventes at udløse voldelige sammenstød, skriver Reuters.
Den tyske domstol skal nu tage stilling til, om den catalanske leder kan udleveres. Det kan tage flere dage.
Puigdemonts advokater har opfordret den tyske regering til at gå ind i sagen med henvisning til den "politiske dimension", skriver AP.
Den tidligere regionspræsident flygtede fra Spanien, da parlamentet i Catalonien blev opløst. Der blev indledt sager mod politikere, som havde ført an i forsøget på at rive regionen løs fra Spanien.
Catalonien har været styret fra centralregeringen i Madrid de seneste måneder, efter at den spanske premierminister, Mariano Rajoy, greb ind, da catalonierne erklærede selvstændighed i slutningen af oktober.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned