Tyske højreekstremister i NPD trues af forbud

De 16 tyske delstater ventes onsdag at foreslå, at det højreekstremistiske parti NPD bliver forbudt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er dog tvivlsomt, om forbuddet bliver en realitet, da den tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich, og resten af forbundsregeringen ikke tror, det er vejen frem.

Sidste gang forbundsregeringen gjorde et forsøg på at få NPD forbudt, sagde forfatningsdomstolen nej, fordi efterretningstjenesten havde placeret stikkere i partiet.

- Det er vigtigt, at vi drager ved lære af det fejlslagne forløb i 2002/2003, siger Hans-Peter Friedrich søndag til Spiegel Online.

Selv om han hæfter sig ved, at der er indsamlet beviser for partiets bånd til nazismen, så gør ministeren opmærksom på "juridiske såvel som politiske risici" ved atter at prøve at få partiet forbudt ad rettens vej.

Tysklands Nationaldemokratiske Parti, der er repræsenteret i to østtyske delstatsparlamenter, er kommet i søgelyset igen efter skandalen om en nynazistisk terrorcelle fra Zwickau i den østtyske delstat Thüringen.

Fire tyske efterretningschefer og chefen for forbundskriminalpolitiet er trådt tilbage på grund af fadæser i efterforskningen af terrorgruppen Nationalsocialistisk Undergrund, NSU.

Gruppens tre medlemmer formåede at skjule sig i næsten 14 år, mens de dræbte otte tyrkiske og en græsk forretningsdrivende samt en kvindelig betjent og begik bankrøverier og bombeangreb.

Sagen har rystet det tyske politi og efterretningsvæsen, fordi sikkerhedsmyndighederne faktisk holdt øje med NSU og havde sluset folk ind i det nynazistiske miljø med de tre NSU-medlemmer uden at opdage eller forhindre deres forbrydelser.

Gruppen blev først afsløret, da dens to mandlige medlemmer efter et mislykket bankrøveri begik selvmord i november sidste år.

Det kvindelige medlem har siden siddet varetægtsfængslet, og også flere medlemmer af NPD, blandt andet partiets tidligere næstformand i Thüringen, er blevet anholdt for at have hjulpet NSU ved blandt andet at skaffe våben og sprængstoffer til dem.

Ifølge Spiegel Online har myndighederne indsamlet 2649 beviser for, at partiets virke og er forfatningsstridigt.

- NPD har en antisemitisk, racistisk og fremmedfjendsk indstilling, skriver indenrigsminister Friedrich og hans kollega fra Sachsen-Anhalt, Holger Stahlknecht, i en fælles rapport.

/ritzau/