I skandalen om de billige brystimplantater fra Frankrig råder de tyske sundhedsmyndigheder nu også kvinder til at få fjernet de indopererede implantater.
Hidtil har Tyskland kun rådet til at fjerne implantaterne, hvis der var risiko for, at de kunne revne og lække silikone.
Men fredag advarede det tyske forbundsinstitut for lægemidler og medicinprodukter (BfArM) om, at silikonen kan sive ud gennem de udskældte franske implantater, selv om der ikke er revner i dem.
Derfor anbefaler instituttet nu, at alle kvinder skal have den risikable silikone fjernet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Producenten, den franske virksomhed Poly Implant Prothese (PIP), har indrømmet, at implantaterne indeholder en billigere type silikone, som ikke er godkendt til brug ved brystforstørrende operationer.
Op mod en halv million kvinder på verdensplan har fået indopereret den farlige silikone.
Frankrig og Tjekkiet har i lighed med Tyskland også anbefalet alle kvinder med PIP-implantater at få dem fjernet, mens andre lande ikke mener, at det er nødvendigt.
De britiske myndigheder meddelte fredag, at det som udgangspunkt ikke er nødvendigt for de omkring 40.000 kvinder i Storbritannien, der har fået indopereret PIP's implantater, at få dem fjernet.
Men myndighederne opfordrer de kvinder, der føler sig utrygge, til at gå til deres læge og blive undersøgt, skriver BBC.
I Danmark lægger Sundhedsstyrelsen sig på linje med de britiske myndigheder, og opfordrer bekymrede kvinder til at gå til egen læge, men mener som udgangspunkt heller ikke, at PIP-implantaterne skal fjernes.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker