Tyske myndigheder advarer om fund af invasiv billeart
En japanbille er opdaget nær den tyske grænse. Insektet kan ødelægge store områder, hvis det spreder sig.
Tyske landbrugsmyndigheder er på vagt i disse uger, efter at der er blevet fundet en invasiv japanbille i den schweiziske by Basel nær den tyske grænse.
Ifølge Center for Landbrugsteknologi i Augustenberg (LTZ) kan billerne forårsage store skader på afgrøder, da de ikke har nogle naturlige fjender i Tyskland.
Derfor opfordres alle personer i området - landmænd eller ej - til at holde ekstra øje og anmelde og nedfryse mulige fund af billen.
Julius Kühn Instituttet (JKI), der er Tysklands føderale forskningscenter for kultiverede afgrøder, beskriver insektet som "en bille med en stor appetit".
Japanbillen har over 300 forskellige plantesorter på menuen. Ifølge LTZ drejer det sig blandt andet om æbletræer, jordbær, majs, druer, roser og mange andre buske og træarter.
Japanbillelarver spiser primært græsrødder. Får insektet lov at sprede sig, så kan det potentielt ødelægge græsplæner, marker og enge, advarer eksperter.
Fundet af japanbillen i Basel blev gjort i midten af juli nær byens fragtcentral.
Schweiziske miljømyndigheder mistænker, at billen ankom til byen som en "blind passager" på en fragtlast fra området omkring søen Lago Maggiore i Italien og Schweiz, der i forvejen er plaget af insektet.
Ifølge LTZ har der to gange tidligere været indikationer på, at japanbillen har været i Tyskland. Men fundene fra 2014 og 2018 blev aldrig bekræftet officielt.
Landbrugsstyrelsen i Danmark beskriver på sin hjemmeside japanbillen som "et af de værste skadeinsekter på haveplanter".
Billen er 10-12 mm lang og ligner en lille oldenborre. Den kan kendes på de tydelige, hvide hårduske langs siderne.
Man skal kontakte Landbrugsstyrelsen, hvis man finder arten i Danmark.
Japanbillen er flere gange blevet fundet andre steder i Europa.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker