Tyske partier varsler strammere kurs på migration efter angreb

De fire førende kanslerkandidater ved det tyske forbundsdagsvalg 23. februar drøftede migration og en række andre emner ved en tv-debat søndag aften. Fra venstre er det forbundskansler Olaf Scholz fra SPD, vicekansler Robert Habeck fra De Grønne, Friedrich Merz fra CDU og Alice Weidel fra AfD. Foto: Kay Nietfeld/Reuters

Det indvandringskritiske AfD får en kold skulder under tysk tv-debat, men både SPD og CDU lover stramninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kanslerkandidat Friedrich Merz, hvis konservative CDU-parti fører i meningsmålingerne forud for valget til den tyske forbundsdag om en uge, afviser søndag i en tv-debat, at CDU vil samarbejde med Alternative für Deutschland (AfD).

- Vi holder AfD langt fra os, siger Merz.

Han kalder under debatten AfD for "et yderligtgående, overvejende ekstremt højreorienteret parti" og peger mod nabolandet Østrig, hvor man efter hans mening kan se, hvad konsekvenserne er, hvis man lader den yderste højrefløj komme til magten.

- Jeg vil gøre alt for at forhindre det, siger Merz i debatten på tv-stationen RTL.

Søndagens tv-debat foregår mellem de fire førende kanslerkandidater.

Merz og CDU samt søsterpartiet CSU står ifølge meningsmålingerne til at få omkring 30 procent af stemmerne.

Det indvandringskritiske AfD, der har opstillet Alice Weidel som sit bud på Tysklands næste forbundskansler, står i målingerne til omkring 20 procent.

RTL

Den siddende kansler, Olaf Scholz, og hans socialdemokratiske SPD må ifølge meningsmålingerne tage til takke med 15 procent.

De Grønne, hvis kanslerkandidat er den nuværende vicekansler, Robert Habeck, står til 13 procent af stemmerne.

Dermed er der meget, der tyder på, at Merz kan overtage kanslerposten fra Scholz efter valget 23. februar.

Den nuværende socialdemokratiske kansler lagde hårdt ud i debatten med et angreb på Alice Weidel, hvor han slog fast, at ingen partier bør samarbejde med "den ekstreme højrefløj", rapporterer RTL.

- De kan personligt fornærme mig, som De vil, svarede Weidel.

- Men de fornærmer dermed millioner af vælgere. Mig rammer det ikke. Men jeg repræsenterer millioner af mennesker.

Tv-debatten mellem de fire førende kanslerkandidater kommer, tre dage efter at en mand med afghansk statsborgerskab bevidst kørte sin bil i en menneskemængde i München.

En 37-årig mor og hendes toårige datter døde lørdag af de kvæstelser, de pådrog sig ved angrebet.

Påkørslen har igen fået debatten om migration til at blusse op i Tyskland. Det afspejlede sig ved søndagens debat på tv.

Scholz lover, at hans regering vil gøre, hvad den kan, for at begrænse den såkaldte irregulære indvandring. I år er målet, at der skal komme 100.000 færre indvandrere til Tyskland.

Han peger også på, at antallet af udvisninger er steget med 70 procent siden hans tiltrædelse i december 2021.

- Vi vil og skal fortsætte ad den vej, siger Scholz.

Også Friedrich Merz lover stramninger og peger blandt andet på, at Tyskland er det eneste land i Europa, der stadig henter flygtninge ud af Afghanistan.

Han mener, at det er muligt at sende afghanske statsborgere hjem, hvis den tyske regering forhandlede med Afghanistan, skriver RTL.

/ritzau/