Tyske politikere vil forbyde højreekstremt parti

Tyske politikere vil nu gøre et forsøg på at forbyde Tysklands Nationaldemokratiske Parti, NPD.

Offentliggjort Sidst opdateret

Indenrigsministrene fra samtlige 16 delstater er alle enige om, at de vil anbefale delstatslederne - som mødes i Berlin torsdag - at bede domstolene forbyde partiet.

Det er dog tvivlsomt, om forbuddet bliver en realitet, da den tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich, og resten af forbundsregeringen ikke tror, det er vejen frem - selv om Friedrich vedgår, at der er indsamlet beviser for NPD's bånd til nazismen.

Forbundskansler Angela Merkel udtrykte onsdag sin skepsis over for et eventuelt forbud, fordi hun frygter, at det kan ende med at styrke det omstridte parti.

- Der er ingen tvivl om, at vi må bekæmpe højrefløjsekstremisme i Tyskland, siger Merkel ved et møde i hendes parti, CDU, i Hannover.

- Jeg vil bare gerne have, at udsigterne er gode, hvis vi forsøger at forbyde NPD.

For ni år siden gjorde forbundsregeringen et forsøg på at få NPD forbudt, men dengang sagde forfatningsdomstolen nej, fordi efterretningstjenesten havde placeret stikkere i partiet.

Dommerne mente, at det havde haft indflydelse på beviserne, i og med at det var i stikkernes interesse at opføre sig på en ekstremistisk måde for at passe ind i partiet.

Men NPD kom i søgelyset igen efter skandalen om en nynazistisk terrorcelle fra Zwickau i den østtyske delstat Thüringen.

Flere medlemmer af NPD, blandt andet partiets tidligere næstformand i Thüringen, er blevet anholdt for at have hjulpet terrorgruppen Nationalsocialistisk Undergrund, NSU, ved blandt andet at skaffe våben og sprængstoffer til dem.

NPD er repræsenteret i to østtyske delstatsparlamenter, men er aldrig nået op over spærregrænsen på fem procent, som er krævet for at blive valgt ind i Forbundsdagen.

/ritzau/dpa