Tyske socialdemokrater er klar til at tale med Merkel

De tyske socialdemokrater SPD er parat til at drøfte muligheden for at danne en koalitionsregering med Angela Merkel og hendes konservative CDU, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trods en overbevisende valgsejr kan Merkel ikke danne regering uden at samarbejde med enten socialdemokraterne eller De Grønne.

200 delegerede socialdemokrater i SPD gav fredag aften på en ekstraordinær og lukket partikongres grønt lys til indledende forhandlinger med Angela Merkel. Kun fem medlemmer stemte imod, mens tre afstod fra at stemme.

På forhånd havde der været spænding om udfaldet, da mange frygter, at SPD's identitet vil gå tabt i samarbejdet, ligesom da SPD i 2009 fik et historisk dårligt valgresultat efter fire år som juniorpartner i en Merkel-regering.

- Det er ikke SPD's opgave at holde CDU ved magten og sikre dem et flertal, som gør dem i stand til at fortsætte deres politik, sagde SPD's leder i delstaten Nordrhein-Westfalen, Hannelore Kraft, til Financial Times forud for fredagens drøftelser.

Merkels kristelige demokrater mangler fem mandater for at have absolut flertal i Forbundsdagen.

Der er dog et stykke vej, før SPD kan gå i regering med Merkels konservative. Hvis drøftelserne peger mod et regeringssamarbejde, skal spørgsmålet nemlig først op på en ekstraordinær kongres.

Her skal der så gives grønt lys for, at SPD kan gå i realitetsforhandlinger med CDU. Og endelig skal resultatet af de forhandlinger godkendes ved en urafstemning blandt SPD's 470.000 medlemmer.

En rundspørge viser, at næste to tredjedele af alle vælgere ønsker at se de konservative i en stor koalition med SPD.

Som konsekvens af det dårlige valgresultat trak SPD's kanslerkandidat, Peer Steinbrück, sig fredag fra toppolitik.

Steinbrück blev dog på fredagens møde udpeget til den gruppe på seks personer, som næste uge skal deltage i de sonderende samtaler med CDU.

/ritzau/