Tyskere i tusindvis marcherer mod racisme i Berlin
Tyskere gik på gaden i hovedstaden Berlin lørdag i en demonstration mod racisme. Foto: John Macdougall/arkiv/Ritzau Scanpix
John Macdougall/arkiv/Ritzau Scanpix
Ifølge arrangører gik 150.000 borgere på gaden i Berlin for at demonstrere mod racisme og diskrimination.
Lørdag gik tyskere på gaden i titusindvis for at demonstrere mod racisme i kølvandet på en række fremmedfjendske episoder i den østlige del af landet.
Mindst 150.000 personer mødte op til demonstrationen, vurderer arrangørerne bag. Politiet har endnu ikke offentliggjort sin vurdering af fremmødet.
Det er allerede en succes, vurderer Theresa Hartmann, der er talskvinde for Unteilbar-bevægelsen, der har arrangeret demonstrationen. Hun siger, at de kun havde forventet, at 40.000 borgere ville møde op.
Vejret var mildt, da den store folkemængde marcherede gennem byen, inden deltagerne samledes ved Brandenburger Tor, hvor forskellige tyske kunstnere optrådte.
Undervejs råbte demonstranterne antiracistiske slogans som "Mere kærlighed, mindre had" og "Ingen plads til nazier".
Unteilbar-bevægelsen er dannet af forskellige aktivistiske grupper. Den har tidligere gennemført demonstrationer i Hamburg og München. Her mødte flere tusind også op.
Inden marchen beskrev udenrigsminister Heiko Maas, der er medlem af SPD-partiet, demonstrationen som et vigtigt signal.
- Vi vil ikke lade os blive splittet. Særligt ikke at højreorienterede populister, sagde Maas til lokale medier, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Ifølge ham står størstedelen af tyskerne for tolerance og åbenhed i verden. Han vurderer ikke, at en ny nationalisme vil løse et eneste problem.
- Mangfoldighed i arv, hudfarve, religion og livsstil beriger os, det truer os ikke, lød det.
Marchen er også delvist et svar til fremgangen hos det indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland (AfD). Partiet vandt rigtig indpas sidste år, hvor det fik sine første sæder i parlamentet.
Det skete, efter at mange var utilfredse med kansler Angela Merkels beslutning om at tage imod flere end en million flygtninge i 2015 og 2016.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned