Tyskerne frygter energimangel og gruer for afsked med atomkraft
Damp stiger til vejrs fra atomkraftværket Emsland, som er et af de tre værker, der lukker lørdag. (Arkivfoto). Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix
Det er for tidligt at lægge atomkraft i graven i Tyskland, da grønne energikilder ikke kan tage over, mener klimaforskere. Regeringen står fast på beslutningen.
Ritzau RitzauJens Bjarke Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Lørdag er en historisk dag i Tyskland. Landets sidste tre atomkraftværker lukker og slukker, selv om det er et kritiseret træk, som et flertal af befolkningen ifølge målinger er imod.
- Det er tema nummer et i den her uge i tysk politik, siger Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa og Tyskland-kender.
Atomkraftværkerne skulle egentligt være lukket allerede sidste år, men Ruslands invasion af Ukraine ændrede planerne.
Værkernes levetid blev forlænget vinteren over som følge af energikrisen, men nu er det altså slut.
Også selv om både store dele af befolkningen og folk i forskningsverdenen ønsker, at atomkraftværkernes skal køre videre lidt endnu.
Annonce
- Befolkningens holdning til atomkraft har ofte været præget af angst. Så det er angst og ikke så meget kolde analyser, der gør sig gældende, siger Lykke Friis.
Hun forklarer, at der har været tre bølger af angst. Den første var efter Tjernobyl-ulykken i Ukraine i 1986.
Den næste kom i 2011 efter ulykken på atomkraftværket Fukushima i Japan, hvor beslutningen om at lukke samtlige atomkraftværker i Tyskland blev taget af daværende forbundskansler Angela Merkels regering.
- Den tredje bølge af angst er efter Putins invasion af Ukraine, hvor der er en betragtelig bekymring for energipriserne, men også for at der ikke er energi nok.
- Tyskerne har lige været igennem et år, hvor de blev opfordret til at bruge vaskekluden i stedet for at gå ind under bruseren. Så det har virkelig fyldt meget, om der er energi nok, siger Lykke Friis.
I et åbent brev til forbundskansler Olaf Scholz fredag argumenterer 20 klimaforskere for, at værkerne bør forblive i brug.
Det er både "i tyske borgere, Europa og verdens interesse", hedder det ifølge avisen Die Welt.
Argumentet går på, at grønne alternativer ikke er klar til at tage over.
Derfor skal kulkraft løfte en del af energibyrden, hvilket vil øge CO2-udledningen betragteligt, sammenlignet med hvis atomkraftværkernes levetid forlænges.
Last minute appel! 20 international klimaforskere, herunder to nobelpristagere, opfordrer Scholz til at droppe lørdagens “auf Wiedersehen” til atomkraft, bl.a fordi ????i hvert fald her og nu kommer til at bruge mere kul #eudk#atomsstieghttps://t.co/LS81ELBZao
- Der er nogle, der siger, at det alt sammen er lidt af et eksperiment, siger Lykke Friis.
Annonce
- Det svarer til, at man springer ud af et fly uden faldskærm, og så skal man sy den på vejen ned. Det kan godt være, at det kan lade sig gøre, men der er en række folk - også forskere - der siger, at det er bedst at forlænge værkerne.
Den tyske regering i den såkaldte trafiklyskoalition, bestående af socialdemokratiske SPD, miljøpartiet De Grønne og liberale FDP, står dog fast på beslutningen.
Energisituationen er slet ikke lige så kritisk som sidste år, lyder argumentet.
Så nu er tiden inde til at få slukket helt for atomkraft i Tyskland.
- Udfasningen af atomkraft lørdag 15. april rykkes der ikke ved, og det har kansleren flere gange slået fast, sagde talsperson for regeringen Christiane Hoffmann onsdag ifølge dpa.
Internt i regeringen har der ellers også været delte meninger om værkernes fremtid.
Apropos Tysklands farvel til atomkraft: Kun flertal blandt de unge støtter beslutningen. Mange tyskere frygter iflg. #morgenmagazin stigende energipriser. Se mere om målingen her #eudkpic.twitter.com/N0W3OJsKcx
Da deres levetid blev forlænget sidste år, var der et "hundeslagsmål", som Lykke Friis beskriver det, hvor FDP ønskede at forlænge, mens De Grønne var imod.
Det tvang Scholz til at agere overdommer og bruge sin magt som kansler til at tage en beslutning.
De Grønne har kæmpet for at nedlægge atomkraftværkerne, siden partiet blev grundlagt.
Det er ifølge målinger nærmest kun partiets vælgere samt unge tyskere, der ønsker, at der nu bliver sagt farvel til atomkraft. Og de får deres vilje.
Annonce
- Der er ikke nogen vej tilbage. Derfor er lørdag en historisk dag, fordi man sætter punktum for en diskussion, der har martret tysk politik i 60 år, siger Lykke Friis.
/ritzau/
Sagen kort
* Lørdag lukker Tysklands sidste tre atomkraftværker. Det skulle være sket i slutningen af 2022, men Ruslands invasion af Ukraine, som udløste en energikrise, fik regeringen til at forlænge værkernes levetid vinteren over.
* Det er atomkraftværkerne Isar 2 nær München, Neckarwestheim i Baden-Württemberg og Emsland i Niedersachsen, der lukker lørdag.
* Når de er lukket og slukket, skal værkerne pilles fra hinanden. Den proces ventes at tage omkring 15 år.
* Tyskland planlægger at begrave det højradioaktive affald fra værkerne dybt nede i jorden.
Kilder: AFP og dpa.
/ritzau/
Blandt andet kulkraft og vind skal løfte energibyrden, når de tre atomkraftværker lukker. Det møder kritik, at atomkraftværkerne, som ikke udleder CO2, skal lukkes, når grønne energikilder ikke bare lige kan tage over. (Arkivfoto). Foto: Michael Probst/Ritzau Scanpix
Atomkraftværket Isar 2 nær München er et af tre værker, der lukker lørdag. Forskere argumenterer for, at de tre værker bør forblive i brug. Både af hensyn til energiforsyning og klimaet. (Arkivfoto). Foto: Armin Weigel/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Sag om røveri udvikler sig: Yderligere to mænd fængslet
Blomsterhav i Oslo før den sidste afsked med kong Harald
Vender rundt: Borgmester gentegner abonnement
Boligdirektør frustreret over DAO: - Jeg stoler ikke på dem
DAO erkender fejl efter kritik: Omdeler fyret
Mest læste artikler
Efter syv års nabostrid: Nu lukker populær attraktion
Whitsun Festival på Lolland aflyses i 2027
Efter knivstikkeri: 32-årig mand varetægtsfængslet for grov vold
Rødby skole kan få renovering for 10,3 mio. kr.
Skolen står til at lukke: - Frygter, byen dør