Tyskland anklager 80-årig tidligere Stasi-officer for drab i Berlin
Den anklagede, tidligere stabsofficer skjulte sit ansigt, da han var til sagens første retsmøde torsdag i Berlin. Han bekræftede sin identitet, men kunne ikke kende sig skyldig i anklagen om drab i 1974. Foto: Sebastian Gollnow/Ritzau Scanpix
Det er måske Tysklands sidste retssag om dræbte ved grænsen mellem DDR og Vesttyskland, som nu er i gang. En nu 80-årig eksofficer fra Stasi anklages for drab.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
I mange år levede han et stille liv i et parcelhus i udkanten af Leipzig i Tyskland.
Avisen Bild skriver, at han brugte dagene på at passe sin have. Når han skulle købe ind, skete det i hans SUV.
I livets efterår har tilværelsen slået en kolbøtte for manden, der er identificeret som Martin Naumann.
Han er nu 80 år, og torsdag stod han anklaget i en domstol i Tysklands hovedstad, Berlin, for et 50 år gammelt drab.
Et drab, som han skal have begået som officer i det gamle DDR's sikkerhedshedstjeneste, Stasi, ved grænseovergangen Bahnhof Friedrichstrasse i Østberlin.
Annonce
Anklagemyndigheden siger, at han skød en mand i ryggen på få meters afstand.
Det var i 1974 under Den Kolde Krig. Tyskland var delt i det kommunistiske DDR og det vestlige Vesttyskland.
Berlin var delt i Østberlin og Vestberlin, og man kunne ikke rejse frit mellem Øst og Vest.
Friedrichstrasse var den mest kendte grænseovergang, når folk med tilladelser skulle krydse grænsen.
Østtyske grænsevagter havde ordre til at skyde, hvis folk forsøgte at flygte fra DDR til Vesten.
Mindst 140 mennesker blev ifølge AFP dræbt i perioden 1961 til 1989 i forsøget på at forcere Berlinmuren og komme til Vesten.
Grænsevagter og andre østtyske embedsmænd har været i retten i forbindelse med de mange dræbte. Men der har ikke været en retssag om grænsedrab i 20 år, og den sag, der nu er i gang, er også noget andet.
Nyhedsbureauet dpa skriver, at Martin Naumanns advokat i retten torsdag erklærede, at "hans klient bestrider anklagerne".
Ifølge anklagen skød han den 38-årige polak Czeslaw Kukuczka i ryggen på kort afstand ved grænseovergangen den 29. marts 1974. Kukuczka blev hårdt såret og døde senere.
Den anklagede Martin Naumann skød ifølge anklagen den 38-årige polak Czeslaw Kukuczka i ryggen på få meters afstand, bedst som polakken passerede den sidste kontrol ved grænsen mellem DDR og Vesttyskland i Berlin. Foto: Sebastian Gollnow/Ritzau Scanpix
Forinden var polakken gået ind på Polens ambassade i Østberlin. Han sagde, at han havde en bombe med sig og ville have frit lejde til Vestberlin.
Annonce
Det viste sig senere, at han ikke havde en bombe.
Ambassaden kontaktede Stasi. Det lod ifølge anklagen Kukuczka blive i den tro, at han ville få lov at rejse til Vestberlin.
Stasi tog ham med til Friedrichstrasse og lod ham passere igennem kontrollen. Da han passerede den sidste kontrol før Vestberlin, blev han skudt i ryggen af Martin Naumann.
Det har vist sig, at Stasi havde fået en ordre om, at Kukuczka skulle gøres "harmløs". Det er ifølge historikere Stasi-sprog for eliminering af regimets politiske modstandere.
Anklagen mod Martin Naumann lyder på drab.
Det er først i de senere år, at myndighederne har fundet personen, som de mener affyrede skuddet i ryggen på polakken.
Det var først i november 1989, at der blev åbnet for grænsen mellem DDR og Vesttyskland, så folk kunne færdes frit. På billedet står borgere i Østberlin i kø ved grænseovergangen Friedrichstrasse for at komme til Vestberlin. (Arkivfoto). Foto: Michael Richter/Ritzau Scanpix
Sebastian Büchner, talsmand for Berlins anklagemyndighed, siger til dpa, at dokumenter i Stasis arkiver i 2016 afslørede hans identitet.
AFP skriver, at de to historikere Hans-Hermann Hertle og Fiulip Ganczak med møjsommelig forskning i arkiver har optrevlet, hvad der skete den 29. marts 1974 mellem Stasi og Kukuczka.
I 2021 udstedte de polske myndigheder en europæisk anholdelsesbegæring på den anklagede. Det fik Tysklands myndigheder til at gå ind i sagen, som indtil da var kørt fast.
Der er berammet retsmøder frem til den 23. maj.
Annonce
/ritzau/
Kort om Stasi
* Stasi hed formelt Ministerium für Staatssicherheit. Var sikkerhedspoliti i DDR, også kendt som Østtyskland. Det var den del af Tyskland, som Sovjetunionen besatte efter Anden Verdenskrig. Vesttyskland blev dannet i de områder, som USA, Storbritannien og Frankrig besatte efter krigen.
* Stasi blev oprettet i 1950 og blev opløst i 1990, da Østblokken og Berlinmuren var kollapset.
* Stasi havde flere opgaver, herunder intern sikkerhed i DDR, overvågning af politiske modstandere - eller mistænkte politiske modstandere - og spionage. Specielt spionage i Vesttyskland.
* På et tidspunkt havde Stasi 85.000 ansatte. Da DDR kollapsede, havde staten omkring 16 millioner indbyggere.
* Stasi havde desuden flere hundred tusinde borgere som meddelere. Omkring en tredjedel af alle DDR-borgere blev overvåget.
* Da Tyskland blev genforenet i 1991, vedtog regeringen en lov om Stasis arkiver. Loven gav alle østtyske borgere og udlændinge ret til at se de oplysninger, som Stasi havde om dem.
Kilder: Britannica.
/ritzau/
Østblokken begyndte i 1961 at bygge det, der blev kendt som Berlinmuren. En mur, der skulle sikre, at DDR-borgerne ikke flygtede til Vesten. Officielt skulle den holde Vesten ude og blev kaldt en "antifascistisk" mur. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Erich Mielke var chef for DDR's sikkerhedspoliti, Stasi, fra 1957 til 1989. Han blev aldrig retsforfulgt for Stasis overgreb på borgere i DDR på grund af manglende beviser mod ham. Men i 1993 blev han dømt seks års fængsel for drab på to politifolk i 1931, da han var ungkommunist. Han afsonede aldrig dommen på grund af alder og sygdom. Han døde i år 2000 som 92-årig. Billedet er fra 1992. (Arkivfoto.). Foto: Wolfgang Kumm/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Gitte ser Sydhavsøerne gennem sit kamera
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Mest læste artikler
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen