Tyskland bestiller 40.000 abekoppe-vacciner hos Bavarian Nordic
- Vi ønsker at være parate til at vaccinere personer, som har været i kontakt med smittede, hvis et udbrud i Tysland bliver forværret. Det siger Tysklands sundhedsminister, Karl Lauterbach, som har bestilt 40.000 doser vaccine mod abekopper hos Bavarian Nordic. Foto: Melissa Erichsen/Ritzau Scanpix
Tysk sundhedsminister: Bavarian Nordic har fået en ordre på 40.000 doser vaccine mod abekopper.
Tyskland har bestilt 40.000 doser vaccine mod virussygdommen abekopper hos den danske virksomhed Bavarian Nordic, hvis et udbrud af sygdommen i forbundsrepublikken skulle blive værre.
Det oplyser den tyske sundhedsminister Karl Lauterbach tirsdag.
- Vi ønsker at være parate til at vaccinere personer, som har været i kontakt med smittede, hvis et udbrud i Tysland bliver forværret, siger ministeren.
Men sundhedsmyndighederne i Berlin er indtil videre afventede med andre foranstaltninger mod abekopper.
Lauterbah siger, at en anbefalet isolationsperiode på mindst 21 dage for personer, der er smittet med abekopper, er en tilstrækkelig foranstaltning indtil videre.
Han understreger, at et udbrud af abekopper kan inddæmmes.
Der er indtil nu registreret fem tilfælde af sygdommen i Tyskland. Det er alle mænd, siger Lothar Wieler, som leder Tysklands Robert Koch Institut for infektionssygdomme.
Bavarian Nordic vil i de kommende uger og måneder producere mere koppevaccine og vil snart kunne møde efterspørgslen fra en række lande, der har efterspurgt vaccinen i forbindelse med udbruddet af abekopper.
Det har den administrerende direktør i Bavarian, Paul Chaplin, udtalt til Wall Street Journal.
Ifølge Bavarian-direktøren har dusinvis af lande rettet forespørgsel om vaccinen. De nuværende lagre er dog begrænsede, men der vil snart blive produceret mere.
Fortsætter efterspørgslen vil Bavarian kunne udvide produktionen på sin fabrik, der har en samlet kapacitet på 30 millioner doser om året.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker