Eurolandene kan ikke blive enige om udformningen af en ny hjælpepakke til Grækenland, der efter planen skal dæmpe panikken på finansmarkederne, som har spredt sig til Italien og Spanien.
Og de kan heller ikke blive enige om, hvorvidt det er en god idé at hasteindkalde stats- og regeringschefer til et krisetopmøde i Bruxelles.
EU-præsident Herman Van Rompuy åbnede tirsdag døren på klem for et topmøde, som ifølge diplomater kunne finde sted allerede fredag aften.
Et forslag som Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, er helt med på.
- Frankrig har altid støttet afholdelsen af eurogruppemøder, når det er nødvendigt, siger en talskvinde for den franske regering.
Men i Tyskland har forbundskansler Angela Merkel sat hælene i. Arbejdet med den græske hjælpepakke er ikke en sag for stats- og regeringscheferne, lyder det.
- Der er ingen konkrete planer om et sådant specielt topmøde, siger Sabine Heimbach, talskvinde for forbundsregeringen.
- Det vigtigste, og det er også kanslerens holdning, er, at finansministrenes arbejde med den græske redningspakke fortsætter i fuld fart, tilføjer hun.
Splittelsen understreger, at eurozonen står i et svært dilemma.
På den ene side efterspørger de finansielle markeder handling for at dæmme op for krisen. Men på den anden side vil et krisetopmøde uden nogen endelig aftale om en græsk hjælpepakke risikere at forværre finanspanikken.
Samtidig blander Storbritanniens premierminister, David Cameron, sig nu i eurolandenes problemer med at blive enige om noget som helst til trods for, at briterne står uden for valutasamarbejdet.
- Eurolandene er efter min mening nødt til at erkende, at de er nødt til at gøre mere sammen hurtigere. De er nødt til at komme foran markederne frem for at reagere på den næste krise, siger David Cameron under en debat i Underhuset.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet