Tyskland dropper plan om at sælge hash frit fra særlige butikker

Landbrugsminister Cem Özdemir (tv.) og sundhedsminister Karl Lauterbach, da de præsenterede regeringens plan om kontrolleret salg og forbrug af hash. Foto: Janine Schmitz/Ritzau Scanpix

Regeringen i Berlin neddrosler plan om hashsalg fra særlige butikker. Nu bliver det en mere skrabet udgave af fri hash. Men man må dog godt eje tre hashplanter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Tysklands koalitionsregering under ledelse af socialdemokraten Olaf Scholz kom til magten i december 2021, var en af regeringens store planer, at hash skal legaliseres.

Der var ingen detaljer, men det var ganske vidst, at Socialdemokratiet (SPD), De Grønne og De Frie Demokrater (FDP) ville legalisere hash i løbet af deres regeringstid.

Nu har sundhedsminister Karl Lauterbach (SPD) og landbrugsminister Cem Özdemir fra De Grønne fremlagt planen.

Den ser ud til at være et stykke fra det, som mange tilhængere af fri hash og potentielle hashturister fra for eksempel Danmark havde sat næserne op efter.

Men den er for skrap kost for den borgerlige opposition.

Planen er også et stykke fra de oprindelige tanker, hvor voksne skulle have tilladelse til at købe hash i specielle forretninger og apoteker.

Den plan er droppet - eller i hvert fald sat på pause - efter drøftelser om den frie hash med EU-Kommissionen, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

I stedet er flertalsregeringen på vej med en hashplan i to faser.

Lovgivningen til fase et ventes fremsat i Forbundsdagen i Tysklands hovedstad, Berlin, senere i denne måned.

Den gør det lovligt for personer på mindst 18 år at være i besiddelse af op til 25 gram hash. Den vil også tillade, at man hjemme har op til tre hashplanter.

Ydermere vil den efter spansk forbillede tillade, at op til 500 personer går sammen og danner en non-profit hashklub, hvor der kan dyrkes hash under forhold, der kontrolleres af staten.

- Så forbrug af hash vil alligevel blive lovligt i år, sagde landbrugsminister Özdemir, da de to ministre onsdag præsenterede den nye plan for fri hash.

- Den hidtidige hashpolitik er slået fejl. Nu må vi prøve nye veje, supplerede sundhedsminister Karl Lauterbach.

Fase to skal fungere som et forsøg, der skal løbe over fem år. I denne fase ligger der nogle af de oprindelige tanker, men helt fri hash er det ikke.

Tysklands planer om at legalisere hash bliver ikke så vidtgående som varslet. På billedet ses hashplanter i et drivhus, som ejes af medicinalselskabet Demecan nær Dresden. Når den fremlagte hashlovgivning er vedtaget, må en voksen tysker have op til tre planter derhjemme. (Arkivfoto). Foto: Jens Schlueter/Ritzau Scanpix

Planen er, at der i udvalgte regioner skal finde produktion af hash sted, og så skal det være muligt at sælge hash i særlige butikker, der har grønt lys og licens fra staten.

De pågældende regioner er ikke udpeget endnu.

Meldingen fra regeringen får hårde ord med på vejen fra oppositionen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Regeringen er "fundamentalt på det forkerte spor", lyder det fra Markus Söder, formand for partiet CSU, som er søsterparti til det konservative De Kristelige Demokrater (CDU).

- At tillade narkotika er simpelthen den forkerte vej at gå. Sundhedsminister Karl Lauterbach foreslår seriøst at etablere narkoklubber.

- Det løser ikke problemer. Det skaber nye, siger lederen af CSU, der er et parti fra Bayern.

Thorsten Frei, sekretær for CDU's gruppe i Forbundsdagen, varsler politisk modstand.

I Holland er der langt lempeligere hashregler. Her er hash i praksis afkriminaliseret, og mange turister rejser til Amsterdam for at spise hashkager på cafeerne. "Hash-turister" - eller "cannabis-turister" - bliver de kaldt. (Arkivfoto). Foto: Evert Elzinga/Ritzau Scanpix

- Vi vil klart afvise sådan noget nonsens i Forbundsdagen, siger han til avisen Rheinische Post.

Politiet er også tvivlende.

Alexander Poitz, næstformand for politiforbundet GdP, siger til mediegruppen RND, at GdP tvivler på, at planerne vil gøre ret meget for at inddæmme ulovlig handel med hash.

- Når det gælder illegal hashhandel på det sorte marked, vil Lauterbach-udspillet ikke få nogen betydelig effekt. Det vil også appellere til risikabelt hashforbrug hos mindreårige, siger Alexander Poitz.

En række EU-lande, herunder Tyskland, har i forvejen legaliseret hash til begrænset, medicinsk forbrug.

Et land som Holland har generelt set afkriminaliseret forbrug af hash.

De to tyske ministre siger ifølge Reuters, at de nu vil samarbejde med de øvrige 26 EU-lande for at prøve at få en fælles EU-politik på området.

/ritzau/

Den tyske hashplan

* Tysklands regering vil åbne for at ryge hash inden for en plan, der løber over to faser:

* Lovgivningen til den første fase ventes klar i slutningen af april. Man må dyrke hash hjemme, men man må højest have tre planter. Man skal være mindst 18 år for at bruge hash. Man må have op til 25 gram hash på sig per dag og højest 50 gram på en måned. Unge under 21 år må højest bruge 30 gram per måned.

* Fase et åbner også for non-profit hashklubber. Her må der højest være 500 medlemmer, som må dyrke hash til medlemmernes eget forbrug. Man må kun være medlem af én klub. Et medlem skal være mindst 18 år. Det er forbudt at reklamere for klubben. Klubberne overvåges af staten og skal have tilknyttet personer, der holder øje med afhængighed.

* I fase to skal en række regioner kunne dyrke hash, og det skal så sælges i særlige butikker, som skal have licens fra staten. Det er et forsøg, som skal løbe over fem år. De pågældende regioner er ikke udpeget endnu.

Kilder: Reuters, AFP, dpa

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu