Tyskland er ramt af rekordmange angreb mod hæveautomater
En hæveautomat blev den 23. november sprængt i luften i den tyske by Koblenz. Foto: Thomas Frey/Ritzau Scanpix
Der har aldrig været så mange angreb mod hæveautomater, som Tyskland har oplevet i løbet af 2022.
Tyskland har i år registeret op mod 500 angreb mod hæveautomater rundtom i landet. Det er flere end nogensinde før.
Det fremgår af en historie fra den tyske avis Die Welt.
Avisen henviser til tal fra en konference, der frem til fredag har været afholdt i München. Indenrigsministre fra Tysklands 16 delstater har deltaget.
Niedersachsens indenrigsminister, Boris Pistorius, oplyser, at der har været tale om 500 "udførte og forsøgte angreb" mod hæveautomater på landsplan.
Han tilføjer, at flere af gerningsmændene kommer fra Holland.
Årsagen skal blandt andet være, at pengesedler i hollandske automater er sikret på en måde, så de bliver ubrugelige ved eksplosioner. Det er ikke på samme måde tilfældet i de tyske hæveautomater.
Die Welt skriver, at cirka 450 automater skal være blevet sprængt i luften.
Til sammenligning lød antallet i 2021 på 414 og i 2020 på 381.
På trods af det stigende antal angreb har de tyske indenrigsministre ikke indført tiltag om eksempelvis at pålægge bankerne at beskytte deres penge bedre. Det er fortsat frivilligt, hvad bankerne vælger at gøre.
Die Welt skriver, at angrebene i højere og højere grad bliver udført med kraftigt sprængstof. Det betragtes som en bekymrende tendens, da der før i tiden oftere har været tale om angreb med forskellige gasblandinger.
Oliver Huth, der er formand for et tysk efterforskningsforbund i Nordrhein-Westfalen, siger, at folk nær angrebene sættes i fare.
- Der er allerede fodgængere, der er kommet til skade. Metaldele har ramt børneværelser, og huse er blevet gjort ubeboelige, siger han.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker