Tyskland har fået en svag mindretalsregering og har kurs mod nyvalg
Tysklands regering er brudt sammen, og forbundskansler Olaf Scholz leder nu en mindretalsregering, som næppe lever længe. Der lurer nyvalg i horisonten. Foto: Carsten Koall/Ritzau Scanpix
Så gik den ikke mere. Tysklands koalitionsregering er kollapset. Socialdemokraterne og De Grønne prøver at fortsætte alene, men der er nyvalg på trapperne.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Krisemøde efter krisemøde kunne ikke løse problemerne i Tysklands regering.
Krav om besparelser fra koalitionsregeringens mindste parti, De Frie Demokrater (FDP), var for hård kost for de andre.
Så forbundskansler Olaf Scholz fra Socialdemokratiet (SPD) fyrede FDP-lederen, Christian Lindner, som finansminister.
Det skete sent onsdag, da Tyskland og resten af verden stadig sundede sig oven på Donald Trumps sejr ved USA's præsidentvalg.
Med Lindners fyring trak FDP sine ministre ud af koalitionsregeringen, og så kom der pludselig også en regeringskrise at forholde sig til i Tyskland, EU's største land og økonomi.
Annonce
Socialdemokratiet og det tredje parti i det kollapsede samarbejde, De Grønne, fortsætter nu i en mindretalsregering.
Næste ordinære valg skal først afholdes den 28. september 2025, men så længe går der næppe, før Tyskland med 85 millioner indbyggere i 16 delstater skal vælge en ny forbundsdag i Berlin, den tyske hovedstad.
Imidlertid udskriver man ikke bare sådan lige valg i Tyskland.
Læs mere om situationen og vejen frem:
* Hvorfor er regeringen i problemer?
Tyskland er i en stor økonomisk krise. Det har været svært for tyskerne at komme fri af inflation og de problemer, coronaen gav.
En årsag er, at Tyskland var afhængig af russisk gas. Den forsyning stoppede, da Rusland angreb Ukraine i februar 2022. Tyskland har derfor været tvunget til dyr erstatning for at få energi til boliger og industri.
Tysklands vigtige bilproduktion er hårdt ramt af den voksende konkurrence fra Kinas billige elbiler.
Friedrich Merz, leder af det borgerlige parti CDU, gav torsdag morgen en erklæring efter den socialdemokratisk-ledede regerings kollaps. Merz ønsker en hurtig tillidsafstemning om mindretalsregeringen og et nyvalg til januar. Foto: Liesa Johannssen/Reuters
Der er et stort hul i budgettet, og partierne har længe været uenige om, hvordan det lappes.
Annonce
* Hvad udløste kollapset?
FDP lavede ifølge tv-stationen ZDF et forslag på 18 sider med krav for at blive i regeringen. Det var besparelser, skattelettelser og udskydelse af klimamål.
SPD og De Grønne afviste, og så kollapsede samarbejdet.
* Hvad sker der nu?
Forbundskansler Scholz og De Grønnes Robert Habeck, vicekansler og økonomi- og klimaminister, har besluttet at fortsætte i en mindretalsregering med to partier.
Det er uvant i tysk politik, og der er ikke gode erfaringer.
FDP's leder, Christians Lindner, onsdag aften foran forbundsdagen i Berlin. Han har lige haft et møde med forbundskansler Olaf Scholz, der har fyret Lindner som finansminister. Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix
SPD har 207 pladser i forbundsdagen, De Grønne har 117. Det er 324, men der skal 367 til et flertal.
* Hvorfor kommer der ikke valg nu?
Fordi en forbundskansler ifølge forfatningen ikke kan udskrive valg. Men han kan afsættes ved en tillidsafstemning i parlamentet, og så kan præsidenten udskrive valg.
Oppositionen kan ifølge Reuters kun afsætte kansleren før tid, hvis den kan finde flertal for en alternativ kansler.
Annonce
Det kan den ikke lige nu.
Scholz har ifølge tyske medier sagt, at der skal afholdes en tillidsafstemning den 15. januar.
Det antages, at regeringen taber den, og så vil der kunne udskrives nyvalg, som tidligst kan holdes den 15. marts.
Udenrigsminister Annalena Baerbock (tv.) og vicekansler Robert Habeck, som også er økonomi og klimaminister, er fra De Grønne. Billedet er fra et møde hos kansler Scholz onsdag. Foto: Liesa Johannssen/Reuters
* Hvad gør oppositionen nu?
Den giver en kold skulder. De store borgerlige søsterpartiet CDU/CSU har afvist en koalition med regeringspartierne eller at støtte dem.
Friedrich Merz, formand for CDU, opfordrer til, at Scholz holder tillidsafstemning nu og et valg i januar.
- Koalitionen har ikke længere flertal. Vi opfordrer kansleren til at holde tillidsafstemning omgående og senest i begyndelsen af næste uge, sagde Merz ifølge det tyske nyhedsbureau dpa torsdag.
Scholz og Merz skulle mødes senere torsdag.
Det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD) afviser ifølge Deutsche Welle at samarbejde med regeringspartierne.
Partierne Die Linke og Sahra Wagenknecht-Alliancen har for få mandater til at hjælpe mindretalsregeringen.
Annonce
/ritzau/
Tyske mindretalsregeringer
Tysk parlamentarisme har kun lille erfaring med mindretalsregeringer. De har en kort levetid.
* 1966
Regeringen med de borgerlige søsterpartier CDU/CSU og De Frie Demokrater (FDP) kollapser i oktober. Kansler Ludwig Erhard (CDU) fortsætter som leder af en mindretalsregering, men den må give op efter en måned. Hans efterfølger som CDU-leder er Kurt Georg Kiesinger. Han bliver også forbundskansler og leder af en flertalskoalition med Socialdemokratiet (SPD). Den holder til næste valg i 1969.
*1982
Koalitionen mellem SPD og FDP kollapser i september. Socialdemokraten Helmut Schmidt er forbundskansler. Han fortsætter uden at have et flertal i ryggen. Men det går kun i to uger. Så har FDP fundet sammen med de borgerlige. CDU's daværende leder, Helmut Kohl, har nu et flertal bag sig til at blive kansler. Dermed kan CDU fremsætte det, der kaldes et konstruktivt mistillidsvotum. Det bliver vedtaget, og Kohl overtager kanslerposten fra Schmidt. Kohl har posten i de næsten 16 år.
Seneste artikler
Kendt læge åbner café: - Det bliver lidt spis-sammen-agtigt
Kø på Rute 9: Mammut-lastbil reddede traktor fra brand
Medie: Lollik savnet efter kæntring
Borgmester til studenter: Rejs ud, oplev verden og kom tilbage igen
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Mest læste artikler
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Uheld på Sydmotorvejen: Flere biler involveret
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Kontrol i slikbutikker: Ejer køber slik 'fra banditter'
Flygtede fra flammerne i natten