Tyskland henter tonsvis af guld hjem fra New York og Paris
Tyskland har verdens næststørste guldreserve med en samlet værdi på knap 900 milliarder kroner. Meget af guldet er blevet opbevaret i udlandet, men de seneste år er tonsvis af guldbarrer blevet hentet hjem. Arkivfoto Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Efter folkeligt pres besluttede den tyske centralbank, at mindst halvdelen af dens guld skal være i Tyskland.
Vægten er 3378 ton. Værdien i underkanten af 900 milliarder kroner.
Den tyske centralbanks guldreserve er den næststørste i verden. Men siden den kolde krig har størstedelen af det ædle metal været opbevaret uden for Tysklands grænser.
Det bliver der nu lavet om på. De seneste år har centralbanken flyttet tonsvis af guldbarrer fra New York og Paris hjem til Frankfurt, oplyser Bundesbank.
Guldet blev flyttet ud af Tyskland under den kolde krig. Formålet var at sikre, at værdierne ikke ville gå tabt, hvis Sovjetunionen skulle beslutte sig for at invadere Tyskland og bogstavelig talt gå efter guldet.
Selv efter Berlinmurens fald i 1989 og den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen beholdt tyskerne guldet på udenlandsk territorium - i New York, Paris og London.
Men lidt efter lidt opstod der et folkeligt pres for at få guldet hentet hjem, skriver nyhedsbureauet dpa.
Spørgsmålet var, om guldet overhovedet var i sikkerhed i udlandet, og om Tyskland nu også ejede så meget guld, som staten gik og troede.
Den offentlige skepsis tog til i styrke, da en undersøgelse i 2012 pegede på væsentlige mangler i den måde, som den tyske centralbank holdt øje med reserverne i udlandet.
Det førte i 2013 til et løfte fra centralbanken. Den ville sikre, at mindst halvdelen af Tysklands guld befandt sig på tysk territorium inden udgangen af 2020.
300 ton guld skulle over Atlanten fra New York, mens 374 ton i Paris efter planen skulle til Frankfurt.
Allerede nu kan centralbanken dog erklære, at målet stort set er nået. Ved årsskiftet var 47,9 procent af de tyske guldreserver i Frankfurt, og ifølge en meddelelse fra banken vil hele processen være afsluttet i løbet af i år.
Fremover vil der fortsat blive opbevaret 1236 ton tysk guld under Manhattans gader i New York og 432 ton hos Bank of England i London.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde