Tyskland kritiserer Egypten for undertrykkelse op til COP27
Den egyptiske og aktivist og blogger Alaa Abdel Fattah sultestrejker i protest mod forholdene i det fængsel, hvor han sidder. Tyskland kritiserer Egypten for at krænke menneskerettighederne ved at undertrykke og fængsle aktivister, og det opfordrer Kairo til at frigive Alaa Abdel Fattah. Foto: Khaled Desouki/Ritzau Scanpix
Tyskland kalder det uacceptabelt, at Egypten fængsler personer, som vil udtrykke deres meninger frit.
Tyskland kritiserer Egypten for at krænke menneskerettighederne ved at undertrykke og fængsle aktivister og kritikere af regeringen.
Kritikken fra Berlin kommer samme dag som Klimatopmødet i Egypten, COP27, indledes i kystbyen Sharm el-Sheik.
I en tysk erklæring til den egyptiske regering bliver styret i Kairo opfordret til at frigive den kendte regimekritiker Alaa Abdel Fattah.
Alaa Abdel Fattah sultestrejker i protest mod forholdene i det fængsel, hvor han sidder.
Egypten har siden 2014 været styret af den tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi. Han tog magten ved et kup, og i sin regeringstid har han slået stadigt hårdere ned på oppositionsgrupper.
Den tyske regerings menneskerettighedskommissær, Luise Amtsberg, siger i sin kritik af værtsnationen for COP27, at det ville være "et vigtigt signal", hvis Egypten løslader Abdel Fattah og andre politiske fanger og "for alvor tager ansvaret for menneskerettigheder på sig".
- Den kendsgerning, at mennesker, som vil udtrykke deres meninger frit og vil forsvare denne ret, bliver straffet med lange fængselsstraffe - sommetider under umenneskelige forhold - er uacceptabelt, siger Amtsberg i erklæringen.
Demokratiaktivisten Alaa Abdel Fattah havde en ledende rolle i protester, som førte til, at præsident Hosni Mubarak blev tvunget til at opgive magten i 2011. Hans slægtninge frygter, at han vil dø i fængslet, hvis han ikke løslades. Han har søndag indledt en strejke, hvor han intet drikker.
15 Nobelprismodtagere var i sidste uge med til at opfordre Egyptens magthavere til at frigive Abdel Fattah.
Det menes, at der sidder omkring 60.000 politiske fanger i Egyptens overfyldte fængsler - mange af dem under forhold, der beskrives som brutale af menneskerettighedsgrupper.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned