Flere tyske ministre kritiserer i skarpe vendinger, at Danmark vil genindføre grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse.
Hårdest i kritikken er den tyske justitsminister, Sabine Leutheusser-Schnarrenberger:
- Jeg anser det for en problematisk udvikling, siger Leutheusser-Schnarrenberger til det tyske nyhedsbureau, dpa, og fortsætter:
- Den frie bevægelighed er et af EU's vigtigste resultater, og den er af meget stor værdi for de europæiske borgere.
Den tyske justitsminister ser med stor skepsis på de danske planer om at genindføre grænsekontrollen ved de to landes grænse, og hun vil undersøge, om den påtænkte danske grænsekontrol er i strid med EU-regler.
- Hvis det er tilfældet, vil det få konsekvenser, siger hun.
Også Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, er skeptisk over for de danske planer.
- Den frie bevægelighed og Schengenaftalen er vigtige resultater af den europæiske forening, og det må der ikke stilles spørgsmål ved, siger Westerwelle til Reuters.
Han understreger, at der er behov for en "hurtig og detaljeret" klarlægning af de danske planer.
Også den tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich, ønsker at få "fastlagt et grundlag for, at grænsekontrollerne bliver undtagelser".
På vej ind til et EU-møde i Bruxelles understreger han, at den tyske regering ikke var orienteret om de danske planer forud for grænseaftalen.
- Vi blev overraskede, må jeg erkende. Men vi vil først høre, hvad Danmark har at sige om sagen, siger Friedrich.
Flere andre lande udtrykker også bekymring om mere grænsekontrol i EU-landene.
- Permanent grænsekontrol er en meget farlig ting, fordi det i sidste ende har en massiv påvirkning på den frie bevægelighed, siger Østrigs indenrigsminister, Johanna Mikl-Leitner, til det østrigske nyhedsbureau, APA.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker