Tyskland: Lang udsigt til politisk løsning i Ukraine
Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, siger søndag inden et møde med sine kolleger fra Ukraine, Rusland og Frankrig, at der fortsat er langt til en politisk løsning på den stillingskrig, der foregår i det østlige Ukraine.
- Situationen i Ukraine forbliver vanskelig. Nyhederne søndag viser, at vi er langt fra en afslutning på konflikten. Folk bliver fortsat dræbt. Der er ingen våbenhvile. Vi er meget langt fra en politisk løsning, siger Steinmeier.
Han understreger, at en direkte militær konfrontation mellem Ukraine og Rusland må undgås for enhver pris.
- Alle sider er nødt til at være meget forsigtige for ikke at glide endnu dybere ned i en situation, der bliver til en militær konfrontation, siger ministeren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han udtrykker også håb om, at en politisk løsning kan opnås, så den russiske lastbilkolonne med humanitær hjælp vil få adgang til Ukraine.
- Vi vil i løbet af aftenen se, om de sidste forhindringer vil kunne fejes ad vejen. Det vil være godt, hvis den humanitære hjælp kan nå frem til Lugansk, Donetsk og andre byer i det østlige Ukraine, hvor der er behov for den, siger han.
Ukraine og Rusland har været på kant i dagevis over den kolonne på 280 russiske lastbiler på vej med nødhjælp fra Moskva. Styret i Kijev advarer mod, at det kan være en trojansk hest, som Rusland benytter til at skaffe våben til oprørerne, hvilket Moskva afviser som en absurd påstand.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker