Tyskland lukker grænser til ni naboer og høster kritik blandt EU-lande
Tysk politi undersøger en fransk bil ved den belgisk-tyske grænse. Natten til mandag begyndte Tyskland at kontrollere sine grænser. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix
Tyskland indfører grænsekontrol efter en stormfuld periode i tysk politik. EU-lande kritiserer tiltaget og beskylder Tyskland for at bryde med EU's principper.
Natten til mandag stillede politiet sig klar ved Tysklands grænser.
Landet, der under migrationskrisen i 2015 stod med åbne arme, efter at den daværende forbundskansler, Angela Merkel, havde udtalt ordene "Wir schaffen das", kan snart ikke klare mere.
I et forsøg på at dæmme op for ulovlig immigration har den tyske regering besluttet at indføre grænsekontrol, Den trådte i kraft mandag.
Ændringen er blevet mødt med kritik fra andre EU-lande. De beskylder Tyskland for at rykke ved EU's grundsten.
EU-Kommissionen har ifølge AFP advaret mod at normalisere kontrol mellem landenes grænser.
Annonce
Den østrigske regering erklærer, at landet ikke kommer til at tage de migranter tilbage, der givetvis bliver afvist ved den tyske grænse.
I tilfældet af at Tyskland gør brug af EU's nødklausul for at lukke sine grænser, ser Østrig sig nødsaget til at gøre det samme. Det siger den østrigske premierminister, Karl Nehammer.
Til AFP siger Karl Nehammer, at han i det tilfælde vil begynde at sende flere migranter østpå mod balkanlandene.
- Hvis Tyskland, et kæmpestort naboland, på egen hånd begynder at fortolke lovgivningen og dermed skaber et mindre sikkert Europa, vil vi stå imod og beskytte vores egne grænser, siger Karl Nehammer.
Endnu skarpere kritik kommer der fra lande tættere på EU's ydre grænser. Det gælder blandt andet Polen.
Landets premierminister, Donald Tusk, kalder den nye kontrol "uacceptabel".
- Polen har ikke brug for en styrket kontrol ved grænserne. I stedet har vi brug for en øget indsats af lande som Tyskland, der kan overvåge og sikre EU's ydre grænser, siger Donald Tusk.
Den hollandske regering er til dels positivt indstillet over for den nye kontrol.
Migrationsminister Marjolein Faber siger til mediet ZDFheute, at Holland også har planer om at stramme op på migrationsområdet.
Tyske politibetjente tilbageholder en mand ved den tysk-franske grænse. Tyskland har mandag indført grænsekontrol ved grænserne til alle sine ni nabolande. Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix
Faber er en del af Hollands nye højreorienterede og indvandrerkritiske regering, som også vil lukke grænserne ved at bruge EU's nødklausul.
Annonce
Nødklausulen betyder, at europæiske lande kan erklære national undtagelsestilstand og dermed lovliggøre kontrol af grænserne over en længere periode.
Men den hollandske regering har ligesom den østrigske sagt, at man ikke har tænkt sig at tage imod de migranter, der afvises ved den tyske grænse.
I den hollandske grænseregion er bekymringerne ifølge ZDFheute store. Lukkede grænser er foruroligende både for pendlere og for turistindustrien.
Ifølge Lucien van Riswijk, som er borgmester i den hollandske grænseregion Zevenaar, "er det ikke praktisk muligt at lukke grænserne". Han ønsker sig en anden løsning.
Også i lande, der er geografisk langt væk fra Tyskland, skaber grænsekontrollen uro.
Den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, siger, at en stramning af de tyske grænser "vil svare til at give sorteper videre til lande, der befinder sig ved EU's ydre grænser".
Tyske politibetjente står vagt med en hund ved den fransk-tyske grænse. EU-Kommissionen har advaret mod at gøre det normalt at have en strammere grænsekontrol i EU. Foto: Joachim Herrmann/Reuters
Det nye tiltag om grænsekontrol kommer i kølvandet på nogle turbulente uger i tysk politik.
Op til to højspændte delstatsvalg gik en syrisk mand til angreb på civile til en byfest i byen Solingen, hvor han dræbte tre og sårede otte.
Det højrenationale og meget indvandrerkritiske parti AfD brugte angrebet som argument i valgkampen og vandt hver tredje stemme til valgene i delstaterne Thüringen og Sachsen.
Udviklingen har tvunget den tyske kansler, Olaf Scholz fra det socialdemokratiske parti, SPD, til at stramme både lovgivning og retorik over for indvandring.
Annonce
Ud over grænsekontrol har Scholz lovet at fremskynde udvisningen af migranter til andre lande.
Trafikken ved den dansk-tyske grænse gled mandag helt uden kødannelser på trods af den nye grænsekontrol.
/ritzau/
EU's regler for grænsekontrol
* Hvis et EU-land vil gennemføre grænsekontrol, skal det meldes hos EU-Kommissionen i Bruxelles.
* Siden 2015 er det sket mere end 400 gange.
* Landene kan anmode om grænsekontrol i maksimalt seks måneder, hvorefter den kan forlænges.
* Kontrollen kan gennemføres, hvis der er en "alvorlig trussel mod den offentlige orden og indre sikkerhed i et land".
* Derudover kan et land ansøge om tilladelse til at gennemføre grænsekontrol under særlige omstændigheder. Eksempelvis i Frankrig under De Olympiske Lege eller i Tyskland under europamesterskabet i fodbold.
* Tyskland har begrundet kontrollen, der blev indført fra mandag, med en anspændt situation i forbindelse med at indkvartere asylansøgere, flygtninge og migranter.
* Tyskland har også peget på stigningen af særligt ukrainske flygtninge. Lige nu bor der omkring 1,2 millioner ukrainske flygtninge i Tyskland.
* Desuden peges der på behovet for at beskytte Tyskland mod trusler fra islamistisk terror og grænseoverskridende kriminalitet.
Kilde: Tagesschau.
/ritzau/
Grænsekontrol i Tyskland
* Den udvidede grænsekontrol blev sat i gang natten til mandag.
* Den nye grænsekontrol skal udføres i de næste seks måneder.
* Kontrollen skal være baseret på stikprøver. Det vil sige, at ikke alle rejsende vil blive kontrolleret, men alle skal regne med at blive det.
* Målet er at sænke antallet af ulovlige indvandrere.
* Pendlere og rejsende skal blive påvirket så lidt som muligt af ændringerne.
* Siden oktober 2023 har der været kontrolposter ved de tyske grænser til Polen, Tjekkiet og Schweiz. De er løbende blevet forlænget og udløber indtil videre den 15. december.
* Siden september 2015 har der været kontrolposter ved den tysk-østrigske grænse. Det blev begrundet med irregulær migration.
* Siden De Olympiske Leje i sommer i Paris har Tyskland også kontrolleret den franske grænse.
* De nye grænsekontroller vil foregå ved grænserne til Danmark, Belgien, Holland og Luxembourg.
En tysk politibetjent holder et stopskilt op ved den dansk-tyske grænse. Trafikken ved grænsen gled uden kødannelse mandag, på trods af at både Danmark og Tyskland nu udfører grænsekontrol. Foto: Fabian Bimmer/Reuters
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb