Tyskland og Finland er dybt bekymrede over kabelbrud i Østersøen
Et af de ramte datakabler går fra Finland til Rostock. Her ses Østersøen fra Tyskland. (Arkivfoto). Foto: Jens B''ttner/Ritzau Scanpix
Undersøgelse af kabelbrud mellem Finland og Tyskland er i gang. Også et andet kabel i Østersøen er beskadiget.
Tyskland og Finland erklærer sig "dybt bekymrede" over et brud på et undersøisk datakabel mellem de to lande.
I en fælles udtalelse forholder landenes udenrigsministre sig til, at et datakabel, som løber fra Helsinki til Rostock i Tyskland, stoppede med at virke mandag morgen.
Endnu er årsagen ikke klarlagt.
- Det faktum, at en sådan hændelse med det samme skaber mistanke om bevidst skade, siger meget om disse tiders omskiftelighed, står der i udtalelsen.
En undersøgelse er i gang, lyder det.
- Vores europæiske sikkerhed er ikke blot truet af Ruslands angrebskrig mod Ukraine, men også af hybridkrig fra ondsindede aktører.
Også et datakabel mellem Sverige og Litauen er ramt af forstyrrelser. Det oplyser en teknologidirektør hos Telia til det litauiske public service-medie LRT.
Forbindelsen røg søndag morgen ved 10-tiden. Der er ikke større forstyrrelser af datatrafikken i Litauen, da der er flere andre kabler.
I Finland var det statslige dataselskab Cinia, som opdagede fejlen mandag morgen. Selskabet siger, at fejlen skyldes ydre påvirkning, men det vides endnu ikke, hvad årsagen er.
Antagelsen om ydre påvirkning skyldes, at kablet pludselig stoppede med at virke. Det oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Selskabet sagde tidligere, at det er for tidligt at sige, om der kan være tale om sabotage.
Kablet hedder C-Lion1 og løber fra Helsinki til Rostock i Tyskland. Det er 1173 kilometer langt.
Problemet påvirker - ligesom i Litauen - ikke umiddelbart internetdriften i Finland i større omfang, da der er flere kabler.
Cinias kommunikationsdirektør, Henri Kronlund, siger ifølge mediet YLE, at det sted, hvor skaden er sket, er øst for den svenske ø Ølands sydspids uden for de mest benyttede sejlruter.
Det finske sikkerhedspoliti Skypo oplyser, at det er for tidligt at afgøre årsagen.
Ifølge Skypo går omkring 200 havkabler årligt i stykker. Ofte er menneskelige fejl årsagen.
Sidste år blev flere kabler ødelagt i Østersøen - både telekabler og en gasrørledning.
Finsk politi har i sagen fra sidste år et kinesisk skib som hovedmistænkt. Skibet menes at have slæbt sit anker efter sig. Politiet har dog ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke sagt, om det tror, at det var en ulykke eller en bevidst handling.
Nord Stream-gasrørledningerne blev sprængt i 2022 i Østersøen nær Bornholm. Den sag er stadig under efterforskning af tyske myndigheder.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker