Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's advarer nu Tyskland og fem andre eurolande om, at de risikerer en nedgradering af deres kreditværdighed fra den nuværende topkarakter AAA.
Det skriver Financial Times.
En lavere rating betyder, at det kan blive dyrere for landene at låne penge fra internationale banker.
Ifølge avisen ventes instituttet senere på dagen amerikansk tid meddele, at Tyskland, Frankrig, Holland, Østrig, Finland og Luxembourg kommer på en såkaldt overvågningsliste.
Men allerede nu har de seks regeringer fået følgende besked fra Standard & Poor's, skriver Financial Times:
- Det er vores opfattelse, at manglen på fremskridt i europæiske politikeres bestræbelser på at hindre krisen i at brede sig kan afspejle strukturelle svagheder i beslutningsprocessen inden for eurozonen og EU.
Standard & Poor's vil nu gennemgå sine vurderinger af de pågældende lande og inden for de kommende 90 dage beslutte, hvorvidt landene skal sættes et trin ned til AA+.
Når landene er på overvågningslisten, er der 50 procents risiko for en nedgradering.
Financial Times skriver, at Standard & Poor's har meddelt de seks landes regeringer, at vurderingerne vil være færdige "hurtigst muligt" efter topmødet senere på ugen, hvor eurolandenes ledere samles for at drøfte krisen.
Avisen angiver ikke, hvor den har sine oplysninger fra.
På forhånd har markederne forberedt sig på, at der kan komme en nedgradering af Frankrig, men ikke mange havde ventet, at der kunne drages tvivl om Tysklands AAA-karakter.
Nyheden kommer efter en dag, hvor der har været en forsigtig optimisme på børserne, og hvor de britiske, franske og tyske aktier sluttede med en fremgang på mellem 0,3 og 1,1 procent, skriver BBC.
Standard & Poor's afviser mandag aften at kommentere oplysningerne fra Financial Times.
Danmark har topkarakteren AAA.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker