Tysklands liberale vil overtage briternes fejlslåede Rwanda-projekt

Migranter forsøgte den 4. september at krydse Den Engelske Kanal. Med jævne mellemrum drukner asylansøgere på den farlige tur. Storbritanniens Rwanda-plan skulle gøre det mindre attraktivt at vove rejsen. (Arkivfoto). Foto: Benoit Tessier/Reuters

Tysklands liberale parti, FDP, vil genoplive den britiske plan om at deportere asylanter til Rwanda. Partiet vil især ramme ulovlige asylansøgere fra øst.

Offentliggjort Sidst opdateret

En kontroversiel britisk Rwanda-plan er måske ikke helt død og begravet.

I Tyskland pønser den liberale politiker Joachim Stamp nemlig på at genoplive det kuldsejlede projekt om at deportere migranter til Rwanda.

Det siger han i en podcast fra det tyske medie Table Media.

Stamp er medlem af det liberale parti FDP og Tysklands kommissær for indvandring, som er en særafdeling i indenrigsministeriet.

Den liberale politiker kalder forslaget et forsøg på "at bekæmpe den hybride krigsførelse" som udføres af Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko.

Ifølge Stamp sender de to ledere "målrettet migranter over Den Europæiske Unions østlige grænser".

Han mener, at de udfører propaganda, som fremstiller EU som mere attraktivt for syrere og afghanere.

Stamp gjorde det ifølge mediet Spiegel tydeligt, at han udtaler sig som politiker for de liberale og ikke i kraft af sin regeringsrolle.

- Vi kan bruge den kapacitet, som oprindeligt var forberedt til aftalen med briterne, siger Stamp.

Det drejer sig ifølge politikeren om cirka 10.000 mennesker årligt.

Den væsentlige forskel til den britiske model ville være, at den tyske model skulle foregå under regi af FN-flygtningeorganisationen UNHCR.

Organisationen ville gennemføre sagsbehandlingerne, som derfor ville følge de internationale standarder.

Ifølge Stamp er Rwanda indtil videre det eneste land, som er villigt til at indgå et sådant samarbejde.

Men forslaget ville ifølge Spiegel kræve nogle retslige ændringer.

Joachim Stamp er politiker for det tyske liberale parti, FDP. Han er Tysklands kommissær for indvandring, som er en særafdeling i indenrigsministeriet. Stamp er den første til at varetage denne rolle. (Arkivfoto). Foto: Kay Nietfeld/Ritzau Scanpix

I øjeblikket er det kun tilladt at deportere asylanter i sikre tredjelande, som de selv har et forhold til. Det kunne eksempelvis være familierelationer.

Stamp mener ikke, at den regel burde være gældende længere.

Forslaget kommer efter en anspændt uge i tysk politik.

Søndag vandt det højrenationale parti AfD en tredjedel af stemmerne i valgene i de to østtyske delstater Thüringen og Sachsen.

For kun to uger siden angreb en mand gæster til en byfest i byen Solingen med kniv.

Sidenhen har den militante bevægelse Islamisk Stat taget skylden for angrebet. AfD brugte flittigt angrebet i partiets kampagner til delstatsvalgene.

Tre mennesker døde, og otte blev såret. Manden var syrer og skulle egentlig have været deporteret til Bulgarien for mere end et år siden.

Den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, og den russiske præsident, Vladimir Putin, anklages af den tyske liberale politiker Joachim Stamp for at sende flygtninge over grænsen til EU. (Arkivfoto). Foto: Alexander Kazakovsputnik/Kremlin/Ritzau Scanpix

AfD's storsejr i øst og knivstikkeriet med formodede islamistiske tråde i vest har skubbet de tyske partier til at stramme op i retorikken om indvandring.

Den tyske forbundskansler, socialdemokratiske Olaf Scholz, lovede i lyset af Solingen at tage affære.

Senest til december vil han præsentere mulige love, som kan fremskynde deportationer.

Samtidig satte Scholz en dæmper på forventningen om, at det kunne føre til et stort fald i antallet af asylansøgere.

Storbritanniens oprindelige plan var at sende asylansøgere til det østafrikanske land Rwanda. Hvis de havde krav på beskyttelse, ville de få lov til at blive i Rwanda.

Men planen så aldrig dagens lys. Den nye Labour-regering forkastede planen, efter at der var postet hundreder af millioner pund i projektet.

Ikke et eneste fly med deporterede nåede at lette fra britisk jord.

Migranter samles omkring den belarusisk-polske grænse den 15. november 2021. Den tyske politiker Joachim Stamp anklager den belarusiske og den russiske regering for at sende migranter over grænsen til EU. (Arkivfoto). Foto: Leonid Shcheglov/Ritzau Scanpix

Den tyske version af Rwanda-planen har fået blandede reaktioner i planens moderland.

Det konservative parti har kaldt det en "komisk udvikling" og kritiserer, at den nuværende regering skrottede planen.

Kritikken går på, at engelske skattepenge nu potentielt vil finansiere den tyske model.

Centrum-venstre partiet Labour advarede derimod Tyskland mod at begå samme fejl og kaldte planen "en dyr gimmick".

/ritzau/

Den britiske Rwanda-asylplan

* Den britiske regering har brugt 320 millioner pund - 2,8 milliarder kroner - på den kontroversielle ordning med at sende asylansøgere til et modtagecenter i Rwanda.

* Det er stadig målet for de britiske konservative at sende asylansøgere til det centralafrikanske land.

* Oppositionspartiet Labour droppede ordningen, så snart de fik regeringsmagten.

* Planen blev blandt andet udskudt mange måneder, fordi den britiske højesteret vurderede, at planen var ulovlig.

* Højesteretten vurderede, at der var en risiko for, at flygtninge efter at være landet i Rwanda kunne blive sendt tilbage til deres hjemland, hvor de ville kunne blive forfulgt.

* Ikke et eneste fly med asylanter nåede at flyve fra Storbritannien til Rwanda.

* Fire migranter blev deporteret dertil, men de gjorde det af egen fri vilje.

Kilder: AFP, Sky News og The Guardian.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu