Tyve stjæler Warhols dronning Margrethe-portræt i Holland
Her ses silketryk af dronning Margrethe, som er del af en Andy Warhol-serie i Holland. Billedet er taget tidligere i oktober. Foto: Peter Dejong/Ritzau Scanpix
Med sprængstoffer skaffede personer sig adgang til hollandsk museum og stjal dronningeportrætter.
To værker af kunstneren Andy Warhol - heriblandt et silketryk af dronning Margrethe - er blevet stjålet fra et museum i Holland.
Det rapporterer det hollandske medie NOS fredag.
Imens blev to andre værker, som er del af en serie af dronningeportrætter, efterladt tæt på.
Med sprængstof lykkedes det gerningsmænd at bryde ind i det moderne kunstmuseum MPV i byen Oisterwijk.
Tyvene kom afsted med to silketryk - et af den danske dronning Margrethe og et af dronning Elizabeth II.
- Indgangen til museet blev sprængt, og der var glas over alt i bygningen, skriver NOS.
To andre værker fra samme serie blev efterladt på gaden. Ifølge NOS var der ikke plads til dem i flugtbilen.
De to efterladte portrætter er af den tidligere dronning Beatrix af Holland samt dronning Ntombi Tfwala af Eswatini - det tidligere Swaziland.
Portrætterne var en del af den amerikanske kunstners serie "Reigning Queens".
De blev fremvist på galleriet, før de skulle sælges ved PAN-kunstmessen i Amsterdam, som løber fra 24. november til 1. december.
- Værkerne havde en betragtelig værdi, siger galleriejer Mark Peet Visser til det lokale medie Omroep Brabant.
Men den hollandske efterforsker af kunsttyverier Arthur Brand siger, at de stjålne værker "ikke var unikke", og at der blev lavet flere tryk af dem.
- Det gør dem lettere at sælge end unikke værker, men ikke så meget lettere, siger han.
Brand undrer sig i øvrigt over tyvenes fremgangsmåde. Han synes, at det er "mærkeligt", at der blev brugt sprængstoffer.
- Det er ikke normalt for kunsttyve, siger Brand, der tidligere har skabt overskrifter ved at finde frem til savnede værker af Picasso og Van Gogh.
"Reigning Queens" blev skabt i 1985 to år før den amerikanske kunstners død. På det tidspunkt var alle de fire dronninger ved magten.
Warhol er især kendt for at være en af de vigtigste skikkelser i bevægelsen popart.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker