Uber har tabt over otte milliarder kroner i år
Det amerikanske selskab vokser og vokser, men det gør underskuddet på driften også ifølge nyhedsbureau.
Selskabet bag den populære og omstridte kørselsapplikation Uber har angiveligt svært ved at få de økonomiske hjul til at dreje ordentligt rundt.
Ifølge det finansielle nyhedsbureau Bloomberg News har Uber i den første halvdel af 2016 haft et underskud på omkring 1,3 milliarder dollar eller 8,6 milliarder kroner.
Da Uber er et privatejet selskab, er firmaets regnskabstal ikke offentlige. Men hvert kvartal fremlægger finansdirektøren en række nøgletal for investorer, der ejer en del af virksomheden.
Det skulle være her, at direktøren, Gautam Gupta, har oplyst, at Uber i andet kvartal har haft et driftsunderskud på et godt stykke over 750 millioner dollar ifølge Bloomberg News. Og da tabet i første kvartal var omkring 520 millioner dollar, er underskuddet altså cirka 1,3 milliarder dollar.
Sidste år lød Ubers driftsunderskud på mindst to milliarder dollar. I løbet af selskabets syvårige historie har det tabt mindst fire milliarder dollar.
Ifølge Bloomberg News er den primære årsag til underskuddet, at Uber for at erobre markedsandele i blandt andet Kina har betalt chauffører mere, end det er rentabelt, mens passagerer også har fået billigere ture.
Mens de røde tal vokser sig større og større, formår Uber dog samtidig at få flere og flere til at benytte sig af tjenesten.
Alene mellem første og andet kvartal er forskellen markant. Fra januar til marts var der bookinger for over 3,8 milliarder dollar. I perioden fra april til juni var det steget til over fem milliarder dollar.
Uber har en markedsværdi på knap 70 milliarder dollar ifølge de seneste estimater.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned