Ubers chef gearer ned og tager orlov efter stormfuldt år
Travis Kalanick har taget orlov på ubestemt tid. Foto: /ritzau/Evan Agostini
/ritzau/Evan Agostini
Travis Kalanick tager orlov på ubestemt tid, kort efter at en rapport om Ubers arbejdsmiljø blev udgivet.
Ubers administrerende direktør og medstifter, Travis Kalanick, gearer ned, efter at han har siddet på førersædet under hele kørselstjenestens massive optur.
Kalanick har nemlig bebudet, at han vil tage orlov på ubestemt tid. I mellemtiden vil ledelsen af tjenesten blive delt mellem en række af virksomhedens topfolk.
Beslutningen fra den administrerende direktør blev kommunikeret til Ubers medarbejdere i et memo tirsdag.
Det skete, kort tid efter at Uber havde offentliggjort en rapport med anbefalinger til, hvordan man som arbejdsplads retter op, så man undgår flere sager om sexchikane og mobning.
Formålet med rapporten var at undersøge Ubers arbejdsmiljø. Det blev aktuelt, efter at en tidligere medarbejder anklagede kørselstjenesten for at have et arbejdsmiljø, der ser igennem fingre med sexchikane.
Den tidligere ansatte var Susan Fowler. Hun skrev i februar et længere blogindlæg om sit år hos Uber.
Her beskrev Fowler blandt andet, hvordan hendes chef gjorde tilnærmelser til hende. Da hun klagede over sin behandling, blev hun ignoreret af både den pågældende chef og personaleafdelingen.
Kalanick oplyste tirsdag til sine medarbejdere, at han har brug for tid til at sørge over sin mors død. Hun blev dræbt i en bådulykke i maj.
Den 40-årige direktør sagde desuden, at han føler sig ansvarlig for, at Uber har været inde i en periode, hvor dårlige sager har fyldt meget.
Blandt andet blev Kalanick tidligere på året fanget på video, mens han råbte af en Uber-chauffør, der ytrede sig negativt om sin løn.
I starten af året blev Uber også sagsøgt. Ifølge Googles moderselskab, Alphabet, har Uber stjålet teknologi til selvkørende biler.
Ubers bestyrelse oplyser, at den vil gennemse Kalanicks ansvarsområder. Planen er, at nogen af områderne skal fordeles mellem andre topledere i firmaet.
Et skridt på den vej er, at der vil blive ansat en underdirektør, der får medansvar for driften af firmaet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned