Udbredt middel mod epilepsi har misdannet franske nyfødte
Allerede i 2014 advarede Sundhedsstyrelsen gravide i Danmark mod at tage medicin med stoffet valproat.
Et udbredt lægemiddel til behandling af epilepsi kædes nu direkte sammen med misdannelser hos omkring 450 nyfødte børn i Frankrig.
De franske sundhedsmyndigheder advarer derfor kvinder om risikoen ved at anvende lægemidlet Depakine under deres graviditet, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge en rapport, som blev fremlagt tirsdag i Paris, er mellem 425 og 450 børn, der i perioden fra 2006 til 2014 blev født med misdannelser, blevet eksponeret for det aktive stof valproat i livmoderen under graviditeten.
Epilepsimedicinen bliver fra 1. marts derfor udstyret med en ekstra advarsel uden på pakken om risikoen for misdannelser hos nyfødte, hvis gravide indtager medicinen, oplyser Benoit Vallet, øverste chef for de franske sundhedsmyndigheder, ifølge AFP.
Valproat, der foruden Depakine også sælges i Danmark under navnene Delepsine og Orfiril, er i årevis blevet sat i forbindelse med en øget risiko for misdannelser, men også for risikoen for blandt andet autisme.
I 2013 fandt forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet frem til, at kvinder, der havde taget valproat under graviditeten, havde tre gange så høj risiko for at få et barn med autisme sammenlignet med børn, som ikke havde været udsat for valproat i fostertilstanden.
Risikoen for at få et barn med autisme er 4,4 procent for kvinder på medicinen, mens den kun er 1,5 procent for andre kvinder, konkluderer forskerne ud fra data fra 600.000 kvinder.
I december 2014 gik Sundhedsstyrelsen også ud og advarede piger og kvinder mod at indtage lægemidler med valproat:
- Børn, som eksponeres for valproat in utero (i livmoderen, red.), har høj risiko for at få alvorlige udviklingsforstyrrelser og/eller medfødte misdannelser.
- Derfor bør valproat ikke ordineres til piger (hverken børn eller teenagere), kvinder i den fødedygtige alder eller gravide kvinder, medmindre anden behandling er ineffektiv eller ikke tåles, lyder advarslen, som også Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, står bag.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde