Udenlandske ambassader appellerer til Taliban
Afghanske militsfolk holder øje med Talibanoprørere i Charkint distriktet i Balkh provinsen tidligere i denne måned. Udenlandske ambassader i Afghanistan opfordrer mandag til "hurtig" afslutning på Talibans omfattende militære offensiv. (Arkivfoto) Foto: Farshad Usyan/Ritzau Scanpix
Farshad Usyan/Ritzau Scanpix
Talibans omfattende offensiv mange steder i Afghanistan er ikke i overensstemmelse med militsens erklæringer.
Udenlandske ambassader i Afghanistan opfordrer til "hurtig" afslutning på Talibans omfattende militære offensiv.
De siger, at udviklingen i landet ikke er i overensstemmelse med de aftaler og erklæringer, som er kommet forud for tilbagetrækningen af USA's militær og andre udenlandske styrker.
Erklæringen er underskrevet af USA, EU og over et dusin andre landes missioner i Kabul.
Den kommer efter en ny forhandlingsrunde i Doha i Qatar, hvor mange håbede på, at der ville komme momentum i fredsprocessen.
Men det skete ikke trods erklæringer fra Talibans øverste leder, Haibatullah Akhundzada, der i en erklæring søndag sagde, at han går stærkt ind for en politisk løsning på konflikten i Afghanistan.
Men ved forhandlingerne er der ingen fremskridt. På slagmarken fortsætter Taliban med at vinde terræn, mens tilbagetrækningen af USA's og Natos militær fortsætter.
- Talibans offensiv er en direkte modsigelse af de erklæringer, hvor Taliban hævder at støtte en forhandlingsløsning, hedder det med tilføjelsen:
- Offensiven har ført til tab af uskyldige afghaneres liv, deriblandt personer, som er blevet dræbt med overlæg ved målrettede angreb. Dertil kommer, at civile gøres til flygtninge, udsættes for plyndringer og nedbrændinger af deres huse samt ødelæggelser af vital infrastruktur og kommunikationsnetværk.
Taliban siges at have kontrol over omkring halvdelen af nationens 400 distrikter og adskillige vigtige grænseovergange. Samtidig er en række provinshovedstæder under belejring af Taliban.
David Vestenskov fra Forsvarsakademiet har i en analyse sagt, at Taliban kun er i stand til at holde sammen om for en fælles ydre fjende.
- Når amerikanske og vestlige soldater er trukket ud af landet, vil splittelsen i Taliban tage til, har han sagt.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker