Udenlandske journalister besøger gasanlæg i Algeriet

Flere end 100 udenlandske pressefolk fra blandt andet Norge, Storbritannien og Japan får torsdag lov til at besøge gasanlægget i In Amenas i det østlige Algeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tungt bevæbnede sikkerhedsfolk vil passe på journalisterne, når de for første gang besøger anlægget, hvor et blodigt gidseldrama udspillede sig for få uger siden.

37 udenlandske gidsler mistede livet, heriblandt fire nordmænd, da militante islamister stormede anlægget, der blandt andet drives af Statoil.

Omkring 120 journalister, fotografer og tv-fotografer fra de lande, der blev berørt af terrorangrebet, flyves ind til ørkenbyen In Amenas i et fly chartret af de algeriske myndigheder.

Driften på gasanlægget, der er det største af sin slags i Algeriet, har været lukket helt ned, siden gidselaktionen begyndte 16. januar.

Det har betydet et mærkbart indtægtstab for den algeriske statskasse. Formålet med myndighedernes pressetur er derfor at vise omverdenen og udenlandske energiselskaber, at det fortsat er sikkert at drive virksomhed i landet.

Restriktionerne over for medier i Algeriet er i forvejen meget strenge, og de blev yderligere skærpet efter terrorangrebet.

Det bidrog i den første tid til udbredt forvirring og stor usikkerhed om, hvad der egentlig var sket og om selve omfanget af gidseldramaet.

Myndighederne tager dog ingen chancer og har derfor sørget for et omfattende sikkerhedsopbud, når de udenlandske journalister skal besøge anlægget.

Tungt bevæbnede soldater og andre sikkerhedsfolk vil eskortere pressefolkenes busser fra lufthavnen i In Amenas gennem det øde ørkenlandskab frem til gasanlægget.

/ritzau/NTB