Udenrigschef i EU: Lukasjenko er ikke Hvideruslands leder
Josep Borrell, EU's udenrigschef, siger i EU-Parlamentet, at EU ikke anerkender Lukasjenko som retmæssig præsident i Hviderusland. Foto: Yves Herman/Reuters
Yves Herman/Reuters
Situationen er klar for EU. Valget 9. august var falsk, understreger EU's udenrigschef i EU-Parlamentet.
Aleksandr Lukasjenko er ikke Hvideruslands retmæssige præsident, understreger EU's udenrigschef under en debat i Europa-Parlamentet tirsdag.
- Situationen er klar for os. Vi betragter valget 9. august som falsk. Vi betragter ikke Lukasjenko som retmæssig præsident af Ukraine, siger Josep Borrell.
Efter en protest fra salen retter spanieren sig selv: "Undskyld, for Hviderusland. Hvad tænkte jeg på. Undskyld".
Lukasjenko har siddet på magten i den tidligere sovjetrepublik i 26 år. Han blev ifølge det officielle valgresultat i august 2020 valgt til sin sjette regeringsperiode med et særdeles solidt flertal.
Men resultatet var falsk, siger udenrigschefen nu i et endnu tydeligere sprog, end han hidtil har anvendt. EU har i august konstateret, at der blev snydt ved valget.
Borrell konstaterer, at den vold, som myndighederne retter mod landets befolkning, fortsætter mere end en måned efter.
- Den brutalt hårde linje videreføres. Flere end 7500 fredelige demonstranter er blevet tilbageholdt. Der er registreret og dokumenteret 500 tilfælde af tortur, siger Borrell i parlamentet.
På et møde i slutningen af august i Berlin blev EU-landenes udenrigsministre enige om at ramme ansvarlige hviderussere med sanktioner.
- Der arbejdes nu i EU-Ministerrådets arbejdsgrupper. De skal helst vedtages før topmødet (24.-25. september, red.), hvis vi skal bevare troværdigheden, siger Josep Borrell.
Disse grupper arbejder med at identificere de ansvarlige. EU's udenrigsministre går ifølge planen efter at blive enige om en sanktionsliste mandag 21. september.
Men der er opstået noget uenighed, da Cypern ifølge diplomater stiller som betingelse, at der besluttes sanktioner mod Tyrkiet. Disse begrundes med tyrkiske boringer i Middelhavet.
- Der er endnu ikke enighed om disse sanktioner (mod Tyrkiet, red.), sagde Borrell under et andet møde tirsdag i EU-Parlamentet.
Han tilføjer, at hvis situationen forværres i Hviderusland, vil man gå efter at øge sanktionerne.
Sanktioner kræver enstemmighed blandt EU-landene.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, meddelte i august, at man vil sende yderligere 53 millioner euro til Hviderusland, primært til støtte for sundhedssektoren - men også til støtte for voldsofre.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde