Udenrigsministeriet: Vær ekstra opmærksom i Saudi-Arabien
Skudattentatet mod en dansk Arla-ansat gør, at Udenrigsministeriet opfordrer til skærpet fokus på sikkerhed.
Udenrigsministeriet opfordrer danskere, der er udstationeret i Saudi-Arabien, til at være ekstra varsomme med, hvor de færdes i den kommende tid.
Opfordringen kommer efter, at en dansk Arla-ansat blev såret af tre skud, da han i bil forlod sin arbejdsplads i Khar Road-området i hovedstaden Riyadh fredag klokken 13 lokal tid.
- Vi peger på konkrete ting, som vi synes, de skal gøre i den nuværende situation. De danskere, der er i Saudi-Arabien, er der typisk i professionelt øjemed udsendt af danske virksomheder eller organisationer, siger chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice Ole Egberg Mikkelsen til Ritzau.
Han henviser til, at der typisk vil være en sikkerhedsansvarlig eller sikkerhedsrådgivning tilknyttet.
- Og vi opfordrer til, at de lige taler med sikkerhedsrådgiveren om daglige rutiner. Det kan for eksempel være transport, logistik og adgang til kontorer og andre forhold, som har betydning for sikkerheden i hverdagen, tilføjer han.
Samtidig opfordrer Udenrigsministeriet danskere i Saudi-Arabien til ikke at foretage længere rejser i bil i landet, eksempelvis fra den ene by til den anden, hvis det kan undgås. I stedet opfordres danskerne til om muligt at benytte fly.
- Årsagen er, at vi endnu ikke ved, hvad motivet til skudepisoden mod danskeren er. Vi er i tæt kontakt med de saudiske myndigheder, der undersøger sagen, men endnu har vi ingen oplysninger om, hvad der ligger bag, siger Ole Egberg Mikkelsen.
Spørgsmål: Er det ikke aktuelt med samme opfordring til danskere i andre arabiske lande i lyset af, at Danmark er en del af koalitionen i krigen mod Islamisk Stat?
- Vi opdaterede jo rejsevejledningerne for en række lande tilbage i oktober på baggrund af en vurdering fra det danske Center for Terroranalyse.
- Men faktisk har der lige siden tegningesagen været en skærpet fokus på danske interesser blandt militante grupper, så truslen har også været alvorlig inden den nuværende situation, svarer Ole Egberg Mikkelsen med henvisning til offentliggørelsen af Muhammedtegningerne i 2005.
Center for Terroranalyse hører under Politiets Efterretningstjeneste (PET).
- I en del år har vi opfordret danskere til særlig opmærksomhed på sikkerheden i en lang række lande, hvor der er militante grupper. Det er vores indtryk, at danske virksomheder har en høj grad af sikkerhed omkring deres medarbejdere, svarer Ole Egberg Mikkelsen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde