Udlændinge bliver bedt om at holde sig væk fra lufthavn i Kabul
Flere lande advarer om, at Kabuls lufthavn ikke er et sikkert sted at være. (Arkivfoto) Foto: Ryan Brooks/Ritzau Scanpix
Ryan Brooks/Ritzau Scanpix
Risikoen for et terrorangreb i Kabuls lufthavn får flere lande til at skærpe rejsevejledninger i Afghanistan.
Flere lande opfordrer deres borgere til at søge væk fra lufthavnen i Kabul på grund af risiko for "terrorangreb".
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer, herunder Reuters og dpa, der citerer britiske, amerikanske og australske myndigheder.
- Der er en vedvarende og stor fare for terrorangreb. Rejs ikke til den internationale lufthavn.
- Hvis du er i nærheden af lufthavnen, skal du trække dig tilbage til et sikkert sted, skriver det britiske udenrigsministerium i en opdateret rejsevejledning ifølge dpa.
Australiens udenrigsminister, Marise Payne, opfordrer ligeledes borgere med australsk visum til at søge væk på grund af "stor trussel om et terrorangreb".
Ifølge avisen The Guardian er der en særlig frygt for et muligt selvmordsangreb fra en Islamisk Stat-gruppe, der er en fjende af Taliban.
Den amerikanske præsident Joe Bidens sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, sagde søndag, at IS-gruppen udgør en reel, akut og vedvarende fare.
Onsdag aften udsendte den amerikanske ambassade i Kabul også en advarsel om situationen i lufthavnen. Der er dog ingen yderligere forklaring på, hvad der har udløst advarslen.
Den danske regering meldte onsdag aften, at det sidste danske evakueringsfly fra Afghanistan var landet i Islamabad.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) sagde i den forbindelse, at det ikke længere er forsvarligt at flyve ind og ud af Kabuls lufthavn.
Det er uvist, hvor mange fra danskerlisten der stadig opholder sig i Afghanistan.
Ifølge dpa mangler 2000 afghanske tolke og andre ansatte, der har arbejdet for Storbritannien, at blive evakueret fra Afghanistan.
Onsdag aften dansk tid sagde den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at op mod 1500 amerikanere muligvis stadig skal evakueres fra Afghanistan.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker