Udmagret Navalnyj viser sig for første gang efter sultestrejke
Journalister til stede ved retsmødet beskriver Navalnyj som udmagret, selv om opløsningen på videoen ikke er den bedste. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
Oppositionsleder tabte torsdag appelsag om ærekrænkelse ved et retsmøde i Moskva, hvor han deltog via video.
Det var med et tydeligt vægttab og tømt for kræfter, at den russiske systemkritiker Aleksej Navalnyj torsdag deltog i et retsmøde via video.
En domstol i den russiske hovedstad, Moskva, skulle tage stilling til en appelsag fra oppositionslederen.
Han er tidligere fundet skyldig i ærekrænkelse af en russisk krigsveteran og er idømt en bøde, der svarer til cirka 80.000 kroner.
Navalnyj mener, at denne dom - som de andre domme mod ham - er politisk motiveret.
Men som flere iagttagere på forhånd havde ventet, faldt appelsagen ikke ud til hans fordel torsdag.
Det var det første gang, at Navalnyj viste sig efter en sultestrejke. Den indledte han 31. marts i protest mod, at han ikke kunne få behandling for ryg- og bensmerter i fængsel.
23. april begyndte han gradvist at udfase sultestrejken. Men han har tabt 22 kilo og vejer nu kun 72 kilo, oplyser hans advokat.
I retten beskriver den karseklippede Navalnyj sig selv som et "forfærdeligt skelet", skriver nyhedsbureauet AFP.
Den 44-årige politiker er i gang med at afsone en fængselsdom på to og et halvt år. Ifølge Navalnyj er også den dom politisk motiveret.
Torsdag er det ikke kun i retssalen, at Navalnyjs aktiviteter er i fokus. Nøglepersoner i hans stab oplyser, at hans netværk lukker sine regionale kampagnekontorer.
Det sker, efter at russiske anklagere har krævet al aktivitet i Navalnyjs organisationer suspenderet.
Det omfatter blandt andet Fonden til Bekæmpelse af Korruption (FBK), som har rettet anklager om korruption mod præsident Vladimir Putin og hans styre. Fonden vil formentlig blive stemplet som "ekstremistisk".
Det skal en domstol tage stilling til 17. maj. Hvis netværket bliver stemplet som ekstremistisk, bliver det forbudt. Dets medlemmer og støtter risikerer fængselsstraffe.
Navalnyjs allierede oplyser også torsdag, at russiske myndigheder har åbnet en ny sag mod ham.
Den handler om, at han skal have etableret en ngo, som forbryder sig mod borgeres rettigheder.
Det er ikke kun Navalnyj, der har problemer med myndighederne.
Torsdag afsagde en domstol i byen Arkhangelsk i det nordlige Rusland en dom mod en tidligere koordinator ved et af hans kampagnekontorer.
Den tidligere ansatte blev idømt to og et halvt års fængsel for at have delt en musikvideo, der ifølge domstolen har pornografisk indhold.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker