Udskældt britisk avis lukker på søndag

Mediemogulen Rupert Murdochs News Corporation agter at lukke tabloidavisen News of the World. Det sker, når søndagsudgaven er trykt.

Årsagen er en stadigt eskalerende skandale om telefonaflytning, oplyser vicedirektør James Murdoch torsdag.

- News of the World optræder i branchen for at afsløre andre og at stille dem til ansvar, men det gik galt, da det kom til avisen selv, lyder forklaringen på lukningen fra nyhedskoncernens vicedirektør, Rupert Murdochs søn, til de ansatte.

- Efter at have talt med erfarne kolleger har jeg besluttet mig for, at vi er nødt til at handle beslutsomt af respekt for avisen som medie. Derfor udkommer News of the World for sidste gang på søndag, siger James Murdoch i en erklæring.

Han understreger, at de folk, der har begået fejl, har ødelagt redaktionen, og det har de ikke helt forstået konsekvensen af eller reageret korrekt på.

News of the World skal have fået hackere til at bryde ind i kendtes mobiltelefoner for at aflytte samtaler.

Men den ulovlige aflytning er måske også gået ud over ofre for kriminalitet og pårørende til britiske ofre for tsunamikatastrofen i Thailand i 2004 og ofre for bomberne i London 7. juli 2005.

James Murdoch siger at en dom i 2007 for telefonhacking af avisens royale medarbejder, Clive Goodman, og privatdetektiv Glenn Mulcaire ikke har løst problemet.

- Det er ikke lykkedes News of the World og News International at komme til bunds i de gentagne fejltagelser, som har optrådt uden samvittighed eller lovligt formål.

Murdoch tilføjer, at den annonceplads, der er i den sidste udgave af avisen, vil blive doneret til velgørende organisationer og formål, der ønsker at vise deres gode arbejde til vores millioner af læsere.

/ritzau/Reuters

Telefonaflytningsskandalen i den britiske avis News of the World får nu konsekvenser. Avisen lukkes søndag.

Offentliggjort Sidst opdateret