Udskældt våbenchef: Bare kald mig skør

Lederen af USA's magtfulde våbenlobby-organisation National Rifle Association (NRA) har været under skarp beskydning, siden han efter Newtown-skolemassakren proklamerede, at mangel på bevæbnede sikkerhedsfolk på skoler bringer børn i fare.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu forsvarer Wayne LaPierre, der er næstformand og administrerende direktør for NRA, sine udtalelser:

- Hvis det er skørt at indsætte politi og bevæbnede sikkerhedsfolk på vores skoler for at beskytte vores børn, så kald mig skør, siger Wayne LaPierre til tv-stationen NBC.

NRA ventede en hel uge, før organisationen kom med en udtalelse om massakren, hvor 20 børn og seks voksne på Sandy Hook-skolen blev skuddræbt - blandt andet med en lovligt indkøbt halvautomatisk riffel.

Og da udtalelsen endelig kom, gav især forslaget om bevæbnede vagter anledning til voldsom debat.

- Kom ud fra endnu en begravelse og fik overrakt NRA-udtalelsen, den mest modbydelige og tonedøve erklæring jeg nogensinde har set, lød det fra kongresmedlem fra Newtown-distriktet Chris Murphy på Twitter.

New York-tabloidavisen The Daily News kaldte LaPierre "den mest vanvittige mand på jorden". New York Post skrev: "Våben-gal. NRA tosser i bizar tirade om Newtown".

Andre prominente kritikere er New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, der er fortaler for strammere våbenlove, samt USA's største lærerfagforening. Men kritikken preller af på LaPierre.

- Jeg mener, at det er den ene ting, vi kan gøre øjeblikkeligt, der straks vil sikre vores børn, siger han.

NRA-chefen afviser også blankt ideen om at genindføre et forbud mod militære angrebsvåben. Forbuddet udløb i 2004, men LaPierre peger på, at det ikke stoppede massakren på Columbine High School i 1999.

- Det vil ikke gøre noget barn mere sikkert, mener han.

Selvom LaPierre møder masser af modvind, så er der også folk, der mener, at hans synspunkter er helt rimelige.

Den republikanske senator Lindsey Graham har selv et AR-15-våben som det, 20-årige Adam Lanza rettede mod sine ofre i Newtown.

- Jeg har det i mit hjem. Spørgsmålet er, hvis du fornægter mig retten til at købe endnu et, har du så gjort USA mere trygt, siger han og tilføjer, at han mener, at styrkede sikkerhedsforanstaltninger ved skoler er en bedre løsning.

Præsident Barack Obama har nedsat en gruppe, anført af vicepræsident Joe Biden, som skal se på en revision af USA's våbenlovgivning. Blandt andet et forbud mod avancerede automatvåben.

/ritzau/Reuters