Uganda anholder 36 oppositionstilhængere og sigter dem for terror
Partimedlemmerne fra det ugandiske oppositionsparti FDC reagerer her på at blive sigtet for terror efter det, som deres advokat hævder, var et kursus i Kenya. Foto: Abubaker Lubowa/Reuters
36 medlemmer af den ugandiske opposition er blevet anholdt i Kenya og sigtet for terror.
Knap to snese medlemmer af et ugandisk oppositionsparti er blevet anholdt i nabolandet Kenya og sigtet for terror af ugandisk politi i det, som deres advokat kalder en "heksejagt" på den politiske opposition.
Situationen drejer sig om 36 medlemmer af partiet Forum for Demokratisk Forandring (FDC), som er det tredjestørste parti i Ugandas parlament og en stor stemme i landets politiske opposition.
Ifølge en af deres advokater, Erias Lukwago, deltog de i sidste uge i et kursus i den kenyanske by Kisuma, som ligger cirka to timers kørsel fra grænsen til Uganda.
Onsdag blev de anholdt og udleveret til Uganda, lyder det i en pressemeddelelse fra politiet i Uganda.
Pressemeddelelsen er fattig på detaljer om, hvad partimedlemmerne skulle have foretaget sig i Kenya, men det fremgår, at det drejer sig om "hemmelige aktiviteter".
- De deltog i hemmelige aktiviteter af oprørslignende karakter, som tiltrak sig opmærksomhed fra kenyansk politi, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Ifølge politiet er efterforskningen stadig i gang, og Ugandas anklagemyndighed vil have de 36 partimedlemmer stillet for en dommer.
Det sker efter planen 13. august.
- I mellemtiden fraråder vi politiske aktører at organisere og facilitere, at individuelle medlemmer eller grupper af medlemmer diskret kan rejse til udlandet uden deres godkendelse, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Erias Lukwago, som har udtalt sig til nyhedsbureauet AFP om sagen, kalder sagen et "absurd misbrug" af den dømmende magt i Uganda.
- Det er et helt absurd misbrug af den dømmende magt til at gå på heksejagt og chikanere tilhængere af oppositionen, siger han.
FDC's tidligere leder Kizza Besigye beskriver på det sociale medie X Ugandas regering som en "junta".
Han skriver, at de anholdte politikere blev ulovligt tilbageholdt og "sneget" ud af Kenya.
- Det, som samtlige tyranner aldrig fatter, er, at deres ondskab og uretfærdighed er brænde på bålet for frihedsaktivister, skriver Besigye på X.
Ifølge AFP kan ugandiske medier mandag aften bringe videoer af tilhængere af FDC, som demonstrerer uden for Ugandas højesteret.
- Vi vinder. Museveni (Ugandas præsident, Yoweri Museveni, red.) stopper en dag, lyder det.
Myndighederne i Uganda får regelmæssigt kritik af menneskerettighedsorganisationer. Præsident Museveni har siddet i embedet siden 1986.
Sidste valg, som ifølge oppositionen blev skændet af omfattende valgsvindel, endte i voldsomme sammenstød mellem politiet og demonstranter, efter at oppositionskandidaten Bobi Wine blev anholdt.
Mindst 54 mennesker mistede livet i de sammenstød.
Uganda grænser op til Kenya, Tanzania, Sydsudan, Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo. Der bor godt 47 millioner mennesker i landet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde