Ugandas præsident: Smut hjem med jeres bistand
Ugandas præsident har et klart budskab til alle regeringer, som vil trække deres støtte til landet efter vedtagelsen af en kontroversiel homolov:
Hvis I ikke accepterer den nye lov, kan I tage jeres penge og forsvinde, lyder det fra Yoweri Museveni.
Mandag underskrev Museveni loven, som betyder, at homoseksuelle i praksis kan straffes med livsvarigt fængsel.
- I må leve med os, hvis ikke kan I tage jeres penge og smutte. Uganda er et vældig rigt land. Vi trænger ikke til bistand. Faktisk er bistanden en del af problemet, siger Museveni ifølge NRK.
En række lande, deriblandt Norge og Danmark, har allerede varslet, at støtten til staten i Uganda vil blive omdirigeret.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) sagde, kort efter loven var underskrevet, at Danmark vil omdirigere knap 50 millioner kroner til aktiviteter med den private sektor og civilsamfundsorganisationer.
De omdirigerede millioner er penge, som allerede var allokeret til statslige projekter, og alle fremtidige projekter - med dansk støtte - vil gå uden om regeringen.
Samlet støtter Danmark forskellige projekter i landet med cirka 310 millioner kroner årligt.
Anti-homoloven blev vedtaget i januar af parlamentet, da arkitekterne bag den accepterede, at man fjernede dødsstraf fra lovteksten.
Loven indeholder blandt andet en rapporteringspligt for alle borgere uanset seksuelle præferencer.
Hvis man eksempelvis opdager, at en af ens venner eller bekendte er homoseksuel, har man 24 timer til angive vedkommende. Ellers risikerer man selv tre års fængsel.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned