Ukendt sygdom dræber 79 i Den Demokratiske Republik Congo
Mere end 300 personer er blevet smittet med ukendt sygdom og mindst 79 er døde. Tidligere har landet også været udfordret af mpox, billede er fra september, hvor det europæiske agentur for biomedicinsk beredskab, Hera, besøgte landet for at præsentere vacciner mod denne sygdom. Foto: Justin Makangara/Reuters
Centralafrikansk land forsøger at bekæmpe influenzalignende sygdom, mens antallet af smittede stiger.
I den sydvestlige del af Den Demokratiske Republik Congo er mindst 79 mennesker døde som følge af en ukendt sygdom, der giver influenzalignende symptomer.
Det oplyser landets sundhedsministerium ifølge mediet BBC.
Størstedelen af de personer, som har mistet livet, er mellem 15 og 18 år, lyder det fra ministeriet.
Mere end 300 personer er blevet smittet med den ukendte sygdom. Blandt deres symptomer er feber, hovedpine, hoste, vejrtrækningsproblemer og blodmangel.
Som følge af smitten er akutberedskab blevet sendt til landets provins Kwango, som ligger ved grænsen til nabolandet Angola. Her skal de særligt i området Panzi, hvor mange smittede bor, forsøge at undersøge sygdommen og håndtere patienter.
Til nyhedsbureauet Reuters siger Cephorien Manzanza, som er del af det lokale styre i Panzi, at situationen er bekymrende, fordi antallet af smittede bliver ved med at stige.
- Panzi er et landligt område, også sundhedsmæssigt, så der er et problem, når det kommer til forsyningen af medicin, siger han.
En regional embedsmand, som repræsenterer Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fortæller til BBC, at også WHO har "udsendt folk til det afsidesliggende område for at indsamle prøver til laboratorieundersøgelser".
Samtidig opfordrer myndigheder i Den Demokratiske Republik Congo befolkningen til at forholde sig roligt men opmærksomt til situationen.
Det er en god idé at vaske hænderne med sæbe, undgå store forsamlinger og afholde sig fra at røre ved de smittede, uden at der er sundhedspersonale til stede, lyder det.
Et parlamentsmedlem i landet har til mediet Top Congo Radio fortalt, at omkring 67 personer er blevet smittet - og er døde - mellem den 10. og 26. november.
- Det bør bemærkes, at hospitalet i Panzi mangler medicin for at håndtere denne epidemi. Vi har virkelig brug for hjælp, siger politikeren.
Det centralafrikanske land har desuden været udfordret af et større udbrud af mpox. Mellem januar og juli i år blev der registreret omkring 14.500 smittetilfælde.
I løbet af årene har også sygdommen Ebola ad flere omgange præget landet.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub