Ukendte gerningsmænd bortfører fem FN-medarbejdere i Yemen
Her ses ødelæggelserne efter et saudi-ledet luftangreb mod et fængsel i houthi-højborgen Sanaa i slutningen af januar. Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
Fem FN-medarbejdere blev bortført, da de var på vej tilbage til havnebyen Aden efter en feltmission.
Fem FN-medarbejdere er blevet bortført i den sydlige del af det krigshærgede land Yemen.
Det oplyser verdensorganisationen søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.
De fem blev bortført i det sydlige guvernement Abyan fredag, mens de var på vej tilbage til havnebyen Aden efter at have været på en feltmission.
Det oplyser FN-talsmand Eri Kaneko.
- FN er i tæt kontakt med myndighederne for at sikre, at de bliver løsladt, siger hun ifølge AFP.
Det står ikke umiddelbart klart, hvem der står bag bortførelsen af de fem FN-ansatte.
Aden blev hjemsted for Yemens internationalt anerkendte regering, efter at regeringen i 2014 blev fordrevet fra hovedstaden Sanaa af houthi-oprørere.
En saudi-ledet koalition har siden 2015 støttet den yemenitiske regering i kampen mod houthi-oprørerne, som støttes af Iran. Hundredtusindvis af mennesker er blevet dræbt i konflikten.
Derudover er millioner af mennesker blevet fordrevet under konflikten, som FN kalder verdens største humanitære krise.
Natten til mandag dansk tid oplyser saudiarabisk stats-tv, at den saudi-ledede koalition har ødelagt et telekommunikationssystem tilhørende houthi-oprørerne. Systemet blev brugt til at kontrollere droner.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Bombeangrebet, der var rettet mod en satellitstation på jorden i det nordlige Sanaa, blev udført, efter at koalition havde bedt civile i området om at lade sig evakuere.
Kort tid inden oplyste den houthi-drevne tv-station Al Masirah, at koalitionen havde angrebet det tidligere kommunikationsministeriums hovedkvarter.
Ifølge koalitionen bruger houthi-oprørerne ministeriets hovedkvarter til at "lancere fjendtlige operationer" fra.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde