Ukip-politiker indlagt efter slagsmål med partifæller

Steven Woolfe er bragt til et hospital i Strasbourg efter at være kommet alvorligt til skade - tilsyneladende under et slagsmål med sine partifæller i Ukip. (Arkivfoto) Foto: AP/Gareth Fuller

Europaparlamentariker fra det britiske Ukip siger at han "har det fint", efter partifælle meldte om livsfare.

Offentliggjort Sidst opdateret

Steven Woolfe, der er medlem af Europaparlamentet for det EU-kritiske parti Ukip, kollapsede torsdag og blev indlagt på et hospital i Strasbourg efter et slagsmål med nogle af sine partikolleger.

Woolfe blev i første omgang meldt i livsfare og havde ifølge en af sine kolleger fået en blødning i hjernen.

Men ud på eftermiddagen kunne den britiske politiker udsende en udtalelse, hvor han slår fast, at han "har det fint"

- Jeg føler mig mere klar, mere glad og så smilende som nogensinde, lyder det i udtalelsen fra Woolfe.

- Der er ingen blodansamling i hjernen, understreger han.

Woolfe tilføjer, at han for en sikkerheds skyld bliver på hospitalet natten over.

- Jeg sidder op og ser efter sigende godt ud. Den eneste konsekvens lige nu er en smule følelsesløshed i venstre side af mit ansigt, lyder det i udtalelsen.

Woolfe kollapsede som følge af en form for sammenstød mellem Ukips europaparlamentarikere i Strasbourg, sagde partiets fungerende formand, Nigel Farage.

Ifølge flere kilder opstod der slagsmål under et møde torsdag, hvor Ukips europaparlamentarikere røg ud i en ophedet diskussion om partiets fremtid.

En højtstående kilde i partiet sagde til Sky News, at Woolfe var i livsfare efter slagsmålet.

Ukip-parlamentarikeren Neil Hamilton sagde ifølge Reuters og BBC, at Steven Woolfe havde fået en "blødning i hjernen".

Den britiske politiker, der kan fejre sin 49-års fødselsdag fra hospitalssengen i Strasbourg, er nævnt som en af favoritterne til formandsposten i Ukip.

Men i et radiointerview med BBC for nylig sagde Woolfe, at han havde overvejet at skifte til Det Konservative Parti.

Nigel Farage trådte tilbage som formand efter den britiske EU-afstemning i juni, som endte med, at et flertal af briterne fulgte partiets opfordring om at stemme nej til fortsat EU-medlemskab.

Farage blev afløst af Diane James, som trådte tilbage efter blot 18 dage på posten.