Ukraine angriber ifølge Rusland Belgorod med droner
Det angivelig angreb kommer, efter at Rusland tirsdag hævdede, at et ukrainsk angreb på Belgorod havde dræbt én person, mens 11 var kommet til skade. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Efter et dødeligt angreb tirsdag slår Ukraine angiveligt til mod den russiske by Belgorod endnu en gang.
Ukraine har angiveligt natten til onsdag gennemført et nyt droneangreb mod den russiske by Belgorod.
Det hævder i hvert fald guvernøren i den omkringliggende region af samme navn.
Guvernøren hævder desuden, at adskillige droner er blevet skudt ned.
Det har ikke været muligt for Ritzau at bekræfte oplysningerne.
Det angivelige angreb kommer, efter at Rusland tirsdag hævdede, at et ukrainsk angreb på Belgorod havde dræbt én person, mens 11 var kommet til skade.
Belgorod, der grænser op til Ukraine, blev også for få dage siden udsat for et andet ukrainsk angreb.
Ifølge de russiske myndigheder døde 25 personer i det angreb.
Angrebet kom efter, at Ukraine selv var genstand for et stort russisk angreb.
Alene i hovedstaden Kyiv blev 28 personer dræbt. Det var det hidtil dødeligste angreb på byen, siden krigen begyndte i februar 2022.
Som følge af de russiske angreb, som fredag dræbte i alt 39 mennesker, var nytårsdag en national sørgedag i Ukraine.
Tirsdag blev også fire personer dræbt og 92 såret i russiske angreb mod Ukraine.
Tre blev dræbt i Kyiv eller regionen omkring. En blev dræbt i den nordøstligt beliggende storby Kharkiv.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, advarede mandag aften om en "intensivering" af krigen.
- Vi kommer til at intensivere angrebene. Ingen forbrydelse mod menneskeheden skal forblive ustraffet, sagde Putin på baggrund af det ukrainske angreb, der kostede 25 mennesker i Rusland livet.
Til gengæld har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, svoret, at "Rusland vil blive stillet til ansvar for hvert et liv, der er taget".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker