Ukraine: Bevæbnet gruppe slår til på halvøen Krim
Bevæbnede mænd har indtaget lokalregeringens parlamentsbygning på halvøen Krim i Ukraine. Det siger en lokal Tatar-leder - Refat Chubarov - til det russiske nyhedsbureau Interfax.
"Jeg er blevet fortalt, at parlamentsbygningen og ministerrådets bygning er blevet besat af bevæbnede mænd i uniformer, som ikke bærer nogen genkendelige gradstegn. De har endnu ikke fremsat nogle krav", skriver han på Facebook.
Den russiske Sortehavsflåde har base i Krim. Der har været spekulationer om, at den forhenværende præsident for Ukraine, Viktor Janukovitj, befinder sig på halvøen. Han flygtede under stor dramatisk fra hovedstaden Kijev fredag.
Formanden for parlamentet på Krim, Vladimir Konstantivov, sagde onsdag, at regionen ikke gør sig nogen overvejelser om en eventuel løsrivelse fra det øvrige Ukraine, skriver nyhedsbureauet Itar-Tass.
Udtalelsen kom efter den seneste tids store politiske omvæltninger, som kulminerede med præsidentens flugt fra paladset.
Inden var snesevis af personer blevet dræbt i sammenstød mellem antiregerings-demonstranter og sikkerhedsstyrker i hovedstaden Kijev.
Oppositionen og den midlertidige præsident, Oleksander Turtjinov, ønsker, at Ukraine skal nærme sig EU og dermed fjerne sig fra Rusland.
Men ikke alle i Ukraine mener, at landet skal vende ryggen til russerne. Tusindvis af mennesker demonstrerede søndag i havnebyen Sevastapol på netop Krim-halvøen.
"Moder Rusland reddede os", stod der på flere plakater.
Det vides ikke, hvor Janukovitj befinder sig, men ifølge landets rigsadvokat befinder han sig fortsat i Ukraine.
Tirsdag besluttede det ukrainske parlament at gå efter at rejse sag mod Janukovitj ved Den Internationale Straffedomstol.
I en resolution fra parlamentet hed det, at Janukovitj og flere andre er skyldige i drab på flere end 100 ukrainere og andre statsborgere, og at 2000 andre er såret ved de voldsomme sammenstød, der har udspillet sig i landet den seneste tid.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde