Ukraine forventer ny russisk offensiv og har hemmeligt modsvar klar

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, holdt søndag pressemøde - dagen efter toårsdagen for den russiske invasion. Han fortæller, at Ukraine forventer en russisk offensiv i begyndelsen af sommeren. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

Når Ukraine igen vil udføre en modoffensiv, skal russerne denne gang tages på sengen. Flere planer er i spil, og kun få kender til dem, siger landets præsident.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er langtfra slut.

De langvarige og opslidende kampe i Ukraine har stået på i over to år siden den russiske invasion 24. februar 2022.

Siden er momentum bølget frem og tilbage. Begge parter har udført militære offensiver. Nogle med succes. Nogle uden.

Mere af samme skuffe er i vente i krigen, som foreløbig ikke har nogen ende i sigte.

I øjeblikket er billedet på slagmarken, at russerne vinder frem.

Samtidig er de russiske styrker ved at forberede en ny offensiv. Den begynder i slutningen af maj eller i starten af sommeren.

Det varsler den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som mener, at russernes seneste offensiv ikke gav pote.

- Vi vil forberede os på deres angreb. Deres offensiv, som begyndte 8. oktober, har ikke givet resultater, mener jeg, siger han ifølge Reuters.

Ukrainske styrker udførte sidste år en storstilet og længe ventet offensiv, men den gik ikke som håbet.

Styrkerne lykkedes ikke med at bryde igennem de russiske styrkers forsvar i besatte dele af Ukraine i øst og syd.

Men Ukraine vil forsøge sig igen. Landets territorium skal vindes helt tilbage, er målet.

- Der er en plan for en modoffensiv. Planen er tydelig, men jeg kan ikke fortælle om detaljerne, siger Zelenskyj.

Han oplyser, at de store ændringer i militærets top tidligere på året, hvor den øverstbefalende for de væbnede styrker blev skiftet ud, hænger sammen med de nye planer på slagmarken.

Han og de nye militære topfolk vil desuden holde kortene tæt til kroppen. Med god grund ifølge Zelenskyj.

Han antyder, at Ukraines modoffensiv sidste år slog fejl, fordi planerne var blevet lækket. De lå "på Kremls kontorbord", før operationen overhovedet var gået i gang, siger præsidenten.

- Der bliver forberedt flere forskellige planer på grund af risikoen for læk af information, siger Zelenskyj.

Hvis Ukraine skal lykkes med at stå imod den russiske offensiv og selv udføre en modoffensiv, er der flere vigtige indsatsområder.

Ukraine skal blive bedre til at rotere, så det ikke er de samme soldater, som står i frontlinjen i for lange perioder. Og så skal reservisterne gøres bedre klar til at skulle i krig, mener Zelenskyj.

Derudover er der støtten fra Vesten, som er altafgørende for Ukraines chancer.

Ukraines forsvarsminister, Rustem Umerov, siger, at Ukraine taber territorium, fordi halvdelen af våbnene, som vestlige allierede har lovet til ukrainerne, ikke når frem i tide.

Forsinkede leverancer koster liv, siger han.

- Vi har en plan. Vi arbejder på en plan. Vi gør alt, som er muligt og umuligt. Men uden leverancer af vestlige våben til tiden er det svært for os, siger han ifølge The Guardian.

For eksempel venter Ukraine stadig på de F-16-kampfly, som en vestlig koalition med Danmark som et af landene i spidsen har lovet.

Seneste melding lyder, at de første af de 19 danske F-16-fly ventes overdraget til Ukraine til sommer.

Nogle fly fra andre lande kan komme i løbet af foråret.

Det er afgørende med "overlegenhed i luftrummet", mener Umerov. Uden er det ifølge forsvarsministeren umuligt at vinde krigen.

/ritzau/

Zelenskyj om krigens toårsdag

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, holdt søndag - dagen efter toårsdagen for den russiske invasion - pressemøde. Her følger et udpluk af hans udtalelser.

* Om militære tab:

- 31.000 ukrainske soldater har mistet livet i den her krig. Det er et stort tab for os.

* Om sammenhold:

- Nu er det sværeste tidspunkt for vores sammenhold, og hvis vi falder sammen, vil det være vores svageste øjeblik. Det er ikke sket endnu.

* Om tredje år med krig:

- Det tredje år er et vendepunkt. Det er et år med valg og udfordringer udefra og indefra. Jeg tror, at måden, hvorpå krigen ender, afhænger af i år.

* Om stor amerikansk hjælpepakke, som lader vente på sig:

- Der er håb, og jeg er sikker på, at udfaldet i Kongressen vil være positivt. De ved, at vi har brug for hjælp inden for en måned.

* Om fred:

- Jeg håber, at et topmøde om fred vil finde sted dette forår. Vi vil tilbyde en platform, hvor præsident Vladimir Putin kan erkende, at han har tabt krigen, og at den var en fejl. En stor fejl.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Et russisk missil ramte søndag en togstation i Donetsk i det østlige Ukraine. Ødelæggelserne bliver flere og flere, og krigen har foreløbig ingen ende i sigte. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
En borger ryddede mandag op, efter at et russisk droneangreb havde ramt en bygning i Dnipro i det centrale Ukraine. Foto: Stringer/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu