Ukraine genrejser og puster liv i ødelagte byer trods krigens rasen

Arbejdere i Trostjanets er i fuld gang med at genopbygge en gade, som blev ødelagt i begyndelsen af krigen, der begyndte for snart to år siden. Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters

I det nordøstlige Ukraine skaber statsfinansieret genrejsning af en bombarderet by debat. Naboby kræver fokus på krigen - gennemgribende genopbygning kan vente.

Offentliggjort Sidst opdateret

Igennem ruiner og jord slider en gravko sig langsomt fremad. Den graver i det, der engang var en stor tog- og busstation i den ukrainske by Trostjanets.

Stedet blev ligesom mange andre dele af byen nærmest helt ødelagt under russiske bombardementer i krigens begyndelsen. Men gravkoen arbejder ikke bare for at rydde op.

Samlingspunktet for offentlig transport skal genopbygges, ligesom resten af byen skal det.

Trostjanets er en af seks byer, som bliver genopbygget som del af et statsfinansieret pilotprojekt. Programmet har et større formål end at genskabe det ødelagte.

Der skal drages erfaringer og udvikles kompetencer, så Ukraine er klar til den langt større opgave med genrejsning, som venter, når den snart to år gamle krig engang er overstået.

Ukraine er nødt til at begynde at puste liv tilbage i ødelagte byer nu, selv om krigen stadig raser.

Det siger borgmester Juriy Bova til Reuters, som har besøgt byen, der ligger i det nordøstlige Ukraine knap 30 kilometer fra Rusland.

- Vi kæmper for hver en person, som vil vende tilbage. For alle børn, som skal komme tilbage og opbygge deres fremtid her.

- At gå rundt og se på det her hver dag vil traumatisere hvem som helst. Vi er nødt til at genskabe alt: caféer, biblioteker, fabrikker, skoler og hospitaler, siger han.

20 kilometer længere nede ad vejen fra Trostjanets ligger nabobyen Okhtyrka.

Også den er stadig mildt sagt arret af tunge russiske bombardementer, som ramte byen i begyndelsen af krigen.

Men borgmester Pavlo Kuzmenko vil ikke have den genopbygget her og nu. Det er en forkert prioritering. En luksus, som Ukraine ikke har råd til, mener han.

I Okhtyrka ligger meget stadig hen i ruiner, selv om de fleste skoler er blevet repareret med nye vinduer, tag og bunkere, særligt takket være internationale donorer.

Kuzmenko drømmer også om en dag at se sin by tilbage på benene igen, men fokus bør under krigen udelukkende være på at reparere hjem og kritisk infrastruktur. Alle andre midler bør gå til militæret.

Genopbygningen af Trostjanets er i gang, men der er stadig store ødelæggelser som følge af de russiske bombardementer, så der er lang vej endnu. Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters

- Der er masser at genopbygge. Pladser og al deres pragt kan blive klaret efter krigen, siger han.

Borger i byen Antonina Dmytrytjenko på 65 år står ved siden af borgmesteren, nær hvad der er tilbage af rådhuset. Hun erklærer sig enig med sin borgmester.

- Først skal vi have en sejr. Derefter genopbygning.

En af kræfterne bag projektet med at genrejse dele af Ukraine er Mustafa Nayyem, som er chef for Ukraines agentur for genopbygning og udvikling af infrastruktur.

Han erkender, at det kræver en kæmpe indsats at genoplive meget ødelagte byer som Trostjanets. Men han understreger samtidig, at der ikke bliver genopbygget noget, som er overflødigt.

I Trostjanets er planen i første omgang at give liv til to lejlighedsblokke, en anden stor bygning, tre medicinske faciliteter, togstationen, hovedpladsen og en hovedvej igennem byen.

Trods kritikken fra nabobyen er borgeren Natalja Androsova på 60 år lykkelig for, at borgmesteren har fået statsfinansiering til projektet.

En hovedbygning af det primære hospital i Trostjanets begynder at ligne sig selv igen. Byens genrejsning er statsfinansieret og en del af et pilotprojekt. Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters

- Vi tror, at vores by bliver endnu bedre. Til fjendens store ærgrelse.

/ritzau/Reuters

Kort om genopbygningen

* Ukraine har igangsat genopbygningsprojekter i seks forskellige byer, der har hver sin udfordring. Målet er, at byerne skal blive bedre, end de var, før de russiske bombardementer ødelagde dem.

* I et projekt skal en hel landsby genopbygges. I et andet skal der foretages massereparationer af huse. I Trostjanets er fokus på at genopbygge på en måde, som kan genoplive økonomien.

* Pilotprojekterne modtog sidste år samlet knap 600 millioner kroner. Budgettet for 2024 er endnu ikke lagt.

* Ifølge Verdensbanken vil det koste mere end 2700 milliarder kroner at genopbygge Ukraine over det næste årti.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu