Ukraine genvinder områder ved Kharkiv ifølge Zelenskyj
Rusland indledte 10. maj et nyt angreb mod Kharkiv, og siden har landet formået at besætte flere mindre områder. (Arkivfoto). Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters
Volodymyr Zelenskyj peger på fremskridt i Kharkiv, men Rusland afviser præsidentens udmelding.
Ukrainske styrker er lykkedes med at få kontrol over en række områder i det nordlige Kharkiv, hvor Rusland tidligere på måneden rykkede frem.
Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin daglige tale til nationen fredag aften.
- Vores soldater har taget kontrol med grænseområdet, hvor de russiske besættere trængte ind, lyder det.
Zelenskyjs kommentarer er tilsyneladende modstridende med udmeldingerne fra flere russiske repræsentanter.
Eksempelvis citerer det russiske nyhedsbureau Tass parlamentsmedlemmet Viktor Vodolatskij for at sige, at russiske styrker kontrollerer over halvdelen af området ved byen Vovtjansk.
Vovtjansk er fem kilometer fra grænsen til Rusland.
Det har ikke været muligt at bekræfte nogen af påstandene.
Rusland indledte 10. maj et nyt angreb mod Kharkiv, og siden har landet formået at besætte flere mindre områder.
Det udgør ifølge nogle parter Ruslands største fremskridt i invasionen af Ukraine i de seneste 18 måneder.
Ruslands forsvarsministerium har tidligere hævdet, at landet er lykkedes med at få kontrol over omkring 12 mindre byer i området.
Men siden har Zelenskyj og andre ukrainske repræsentanter hævdet, at forsvaret har haft held med at "stabilisere" situationen.
Fredag aften lød det fra det ukrainske militær, at situationen i Vovtjansk var "anspændt, men kontrolleret af forsvarsstyrkerne".
Samtidig blev der meldt om et russisk angreb mod Vovtjansk med otte laserstyrede bomber.
Det ukrainske militær anerkendte dog også, at russiske styrker har opnået "delvis succes" i områderne omkring byen Kupjansk, der ligger i den østlige del af regionen.
Ifølge ukrainske militærbloggere er Rusland begyndt at bruge færre soldater og mere beskydning fra distancen i området ved Vovtjansk - med begrænset succes.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde