Ukraine hævder at have befriet 600 bebyggelser fra russerne
En gryde med gammel mad er fundet i et hul gravet af russiske soldater på generobret ukrainsk land i regionen Kherson 12. oktober. Foto: Leo Correa/Ritzau Scanpix
I den strategiske region Kherson er 75 bebyggelser i ifølge ukrainsk ministerium befriet den seneste måned.
Den ukrainske hær hævder at have befriet mere end 600 bebyggelser fra russiske besættelser den seneste måned.
75 af dem ligger i den strategiske region Kherson.
Det oplyser det ukrainske ministerium for reintegration af midlertidige besatte territorier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Reuters har ikke været i stand til uafhængigt at verificere oplysningerne fra slagmarken.
Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs stab har ikke umiddelbart bekræftet meldingerne.
Sent torsdag aften lød det fra ministeriet, at omkring 500 bebyggelser var blevet befriet i den nordøstlige Kharkiv-region. Her har ukrainske styrker i sidste måned gjort store fremskridt.
43 bebyggelser er blevet befriet i regionen Donetsk. Det gælder syv i regionen Luhansk, oplyser ministeriet.
- Området med befriede ukrainske territorier er vokset betydeligt, lyder det fra ministeriet i en udtalelse på dets hjemmeside, skriver Reuters.
I september meddelte Rusland, at landet havde annekteret fire delvist besatte områder i Ukraine - Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja.
Siden starten af oktober er ukrainerne flere gange brudt gennem frontlinjen ved netop Kherson. Rusland besatte regionen i starten af krigen.
Taber Rusland regionen, betragtes det som et stort tilbageslag for den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans regering.
Den russisk-indsatte guvernør i Kherson bad torsdag de lokale borgere om at flygte sammen med deres børn.
Det blev betragtet som et af de stærkeste tegn hidtil på, at den russiske regering er ved at miste grebet om regionen.
- Vi foreslår, at alle beboere i Kherson-regionen - hvis de ønsker at beskytte sig mod konsekvenserne af raketangrebene - tager til andre regioner, sagde guvernør Vladimir Saldo i en video ifølge Reuters.
Rusland invaderede Ukraine 24. februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde